Tandplejer straffet med bøde for overtrædelse af autorisationsloven

Retten i Holstebro

Sagen drejer sig om en tandplejer, som har udført arbejde, der er forbeholdt tandlæger.

Ved dom i dag blev en tandplejer (tiltalte) straffet med en bøde på 50.000 kr. for overtrædelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed §§ 78-79, jf. § 47, stk. 2 og stk. 3, ved – som konstateret ved Sundhedsstyrelsens tilsynsbesøg den 14. maj 2013 – i perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. august 2012 at have udøvet tandlægeforbeholdt virksomhed uden at have autorisation som tandlæge, idet tandplejeren tiltalte i 29 tilfælde foretog tandlægeforbeholdt behandling af patienter, ligesom tandplejeren herved handlede på en måde, der var egnet til at vække forestilling om, at tandplejeren havde autorisation som tandlæge.

Der blev ikke konfiskeret noget beløb hos den tiltalte.

Retten fandt, at anklageskriftet opfyldt kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, til beskrivelsen af det forhold, der var rejst tiltale for, og sagen blev derefter ikke afvist.

Påstande

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om bødestraf og om konfiskation af et skønsmæssigt fastsat beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. hos tiltalte.

Tiltalte har principalt påstået sagen afvist, subsidiært har påstået sig frifundet.

Sagens oplysninger

Der blev afgivet forklaring af tiltalte og en del vidner, herunder vidne 1, V1, og vidne 2, V2.

Retten begrundede sin afgørelse således:

”Tiltalte er ved sagens anklageskrift af den 17. juli 2014 tiltalt for overtrædelse af autorisationslovens §§ 78 og 79, jf. 47, stk. 2, og stk. 3, ved i en angiven periode og på et angivet sted at have udøvet tandlægeforbeholdt virksomhed uden at have autorisation som tandlæge, idet hun ifølge anklageskriftet i 29 tilfælde skulle have foretaget tandlægeforbeholdt behandling af patienter, og herved have handlet på en måde, der var egnet til at vække forestilling om, at hun havde autorisation som tandlæge.

Uanset at tandlægevirksomhed efter lovgivningen, herunder bekendtgørelse 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), kan delegeres, findes det ikke at udgøre en mangel ved anklageskriftet i forhold til kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, at der i anklageskriftet ikke er en særlig angivelse af, at kravene til delegation ikke er opfyldt. Med bemærkning om, at forsvaret under sagen har fremlagt diverse dokumenter til belysning af delegationsforholdene vedrørende tiltaltes virksomhed, finder retten endvidere, at tiltalte angående delegationsforholdene har haft mulighed for at tilrettelægge sit forsvar forsvarligt.

I relation til de 29 tilfælde, hvor tiltalte efter anklageskriftet skulle have foretaget tandlægeforbeholdt behandling af patienter, er der med anklageskriftet fremlagt journaler med fremhævelse af tandlægeforholdt arbejde. Efter en samlet vurdering og under hensyn til sagens karakter finder retten, at anklageskriftet indeholder en sådan beskrivelse af de forhold, der er rejst tiltale for, at tiltalte har reel mulighed for at vide, hvad tiltalen går ud på, og således at hun har kunnet tilrettelægge sit forsvar forsvarligt.

Kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, til beskrivelsen af det forhold, der rejses tiltale for, er således opfyldt, og tiltaltes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Tiltalte, der ikke har autorisation som tandlæge, har forklaret, at hun brugte initialerne [NNN], når hun udførte tandlægeforbeholdt arbejde. Der er under sagen fremlagt journaler, hvorefter initialerne [NNN] i 29 tilfælde er anført i forbindelse med behandlinger, som det efter vidnet V1s forklaring må lægges til grund, er tandlægeforbeholdt.

Tiltaltes forklaring om mulige fejlkilder i forbindelse med anførelsen af initialerne i journalerne, støttes ikke troværdigt af andre oplysninger i sagen, og det findes herefter bevist, at tiltalte – som anført i tiltalen – uden at have autorisation som tandlæge, i 29 tilfælde foretog tandlægeforbeholdt behandling af patienter.

Tiltalte havde lovligt kunnet udføre disse behandlinger, hvis lovgivningens krav til delegation og instruks havde været opfyldt.

Vedrørende spørgsmålene om delegation må det imidlertid efter V2s forklaring lægges til grund, at den fremlagte skrivelse af 19. februar 2010, ikke hidrører fra ham, og at han i øvrigt ikke havde udarbejdet nogen skriftlig delegation til tiltalte eller instruktioner for udførelsen af de forskellige arbejder.

Det lægges efter de under sagen afgivne forklaringer fra de andre tandlæger, som i gerningsperioden var ansat på tandlægeklinikken, endvidere til grund, at V2 i perioden ikke instruerede tiltalte i forbindelse med hendes udførelse af det tandlægeforholdte arbejde, og at de pågældende tandlæger heller ikke selv instruerede tiltalte.

Kravene til delegation og instruks har efter det anførte ikke været opfyldt, og tiltalte har således ikke lovligt kunnet udføre behandlingerne.

Tiltalte, der gennem selskaber drev tandlægeklinikken, og herunder – gennem anvendelse af V1s ydernummer – fik offentlige tilskud til tandlægeforbeholdt arbejde udført af hende, burde i det mindste have indset, at hun ikke lovligt kunne udføre de omhandlede behandlinger.

Ved at have udført de nævnte behandlinger har tiltalte handlet på en måde, der var egnet til at vække forestilling om, at hun havde autorisation som tandlæge.

Efter det anførte er tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Formålet med autorisationsloven og de hertil knyttede regler om delegation og tilsyn er blandt andet af hensyn til patientsikkerheden at sikre, at kvalificerede personer varetager opgaverne i sundhedsvæsenet. Dette hensyn har været tilsidesat af tiltalte i denne sag, og tilsidesættelsen er sket i forbindelse med tiltaltes ejerskab – gennem selskaber – af en tandlægeklinik. Henset til det anførte og til omfanget af de af de tiltalte udførte behandlinger, findes bøden, der fastsættes i medfør af autorisationslovens § 78, jf. § 47, stk. 2, og § 79, jf. 47, stk. 3, passende at kunne fastsættes til 50.000 kr.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Der foreligger ikke oplysninger om, at fortjenesten ved behandlingerne skulle være tilgået et andet retssubjekt end det selskab, i hvis regi tandlægeklinikken blev drevet. Herefter, og da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til et andet resultat, frifindes tiltalte for den nedlagte konfiskationspåstand.

Hvad synes du om dommen?

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •