Hjemmerøverier medfører 5 års fængsel til unge drenge, samt en betinget udvisning

Retten i Roskilde

DOM

afsagt den 14. maj 2014

Rettens nr. 9-359/2014

Anklagemyndigheden mod Tiltalte 1 (T1) og Tiltalte 2 (T2)

Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag. T2 og T2 er tiltalt for 1. begge tiltalte: røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, ved den 28. september 2013 ca. kl. 16.55 i forening og efter fælles forudgående aftale eller fælles forståelse med A og B, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold for derigennem at skaffe sig uberettiget vinding, at være trængt ind i et privat hjem på en adresse i Roskilde, idet de tiltalte, maskerede og bevæbnet med en pistol og en nødhammer, tiltvang sig adgang til lejligheden, idet gerningsmændene, da Forurettet1 (F1) åbnede døren, pacificerede F1 ved at tage pistolen frem, hvorpå de maste sig ind, hvor en af dem råbte “Vi skal have nogle penge”, hvorefter en af gerningsmændene pressede forurettede op ad en reol i gangen, mens de øvrige medgerningsmænd gennemsøgte lejligheden og derpå tvang hende til at udlevere kontanter, et dankort, som de aftvang hende koden til, cigaretter og en flakse blå bols, ligesom de flere gange udtalte, at de ville have guld eller lignende, ligesom de medtog F1’s mobiltelefon for at forhindre hende i at tilkalde politiet. 2. begge tiltalte: forsøg på tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 21, ved umiddelbart efter det i forhold 1 passerede, i forening og efter fælles forudgående aftale eller fælles forståelse i Roskilde i en hæveautomat, at have forsøgt at hæve 1.500 kr. med F1’s dankort, som de tiltalte forinden havde aftvunget F1 koden til, hvilket mislykkedes idet automaten inddrog dankortet. 3. (2.) begge tiltalte: røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, ved den 12. oktober 2013 ca. kl. 16.20 i forening og efter fælles forudgående aftale eller fælles forståelse med A og B, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold for derigennem at skaffe sig uberettiget vinding, at være trængt ind i et privat hjem i Roskilde, idet gerningsmændene, hvoraf de tre var maskerede, trængte ind i lejligheden, da Forurettet2 (F2) åbnede døren, skubbede hende ind i stuen og ned i en stol, og da forurettede protesterede, holdt F2 for munden, hvorefter en gerningsmand bevogtede F2, mens de øvrige tre gerningsmænd gennemsøgte lejligheden og fratog F2 kontanter og diverse smykker bl.a. af guld og isat diamanter, alt til en samlet værdi af ca. 52.000 kr. 4.(3.) begge tiltalte: forsøg på tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 21, ved den 22. oktober 2013 ca. kl. 12.54 i forening og efter fælles forudgående aftale eller fælles forståelse med C, hvis sag behandles særskilt, at være brudt ind i en villa i Roskilde, og derfra bl.a. at have stjålet et hævekort og flere smykker, ligesom de tiltalte samlede diverse genstande fra huset i nogle poser med henblik på at tage dem med, alt til en endnu ikke opgjort værdi, hvilket mislykkedes idet gerningsmændene blev opdaget og anholdt af politiet. 5. (4.) tiltalte T2: lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 8. november 2013 ca. kl. 12.30 som varetægtsfængslet i surrogat på en institution i Skibby, at have været i besiddelse af 21,5 gram hash fordelt på 11 klumper med henblik på videreoverdragelse. Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en bandana/tørklæde (koster 2), et par handsker (koster nr. 21) og 21, 5 gram hash (koster nr. 1 til forhold 5) hos de tiltalte T1 og T2, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Anklagemyndigheden har endvidere i en tilkendegivelse af 12. februar 2014 nedlagt påstand om, at tiltalte T2 udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 4 og nr. 6, og § 32, stk. 2, nr. 5 , subsidiært at tiltalte udvises betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24b, jf. § 22, nr. 4 og nr. 6, jf. § 24b, stk. 2. T1 har erkendt sig skyldig i forhold 1, dog således, at røveriet ikke skete efter fælles forudgående aftale, men alene efter fælles forståelse med medtiltalte, A og B. Tiltalte har bestridt, at han var maskeret under røveriet, og det bestrides, at der blev anvendt en ægte pistol. T1 har erkendt sig skyldig i forhold 2 og forhold 4. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 3. T2 har erkendt sig skyldig i alle 5 forhold, dog bestrides det i forhold 1, at han var maskeret under røveriet, og at der blev anvendt en ægte pistol. De tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden. T2 har påstået frifindelse overfor påstanden om udvisning, subsidiært at udvisningen alene sker betinget. F1 ved den beskikkede bistandsadvokat har i forhold 1 påstået de tiltalte dømt til at betale 10.000 kr. i godtgørelse jf. erstatningsansvarslovens § 26 stk.1 eller stk. 3. F2 ved den beskikkede bistandsadvokat har i forhold 3 påstået de tiltalte dømt til at betale 10.000 kr. i erstatning baseret på den krænkende oplevelse, som hun var udsat for i eget hjem med blå mærker til følge. T2 har anerkendt begge krav. T1 har anerkendt erstatningspligten i forhold 1, men ikke kravets beskaffenhed og størrelse. T1 har i forhold 3 bestridt både erstatningspligten og kravets beskaffenhed og størrelse. Sagens oplysninger Der er afgivet forklaring af tiltalte T2 og af tiltalte T1 og af vidnerne politiassistent D, kriminalassistent E, B, F1, F2 og G. T2, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “T2 forklarede til forhold 1, at han kender tiltalte T1 gennem sin familie. De gik også i samme klub. De havde mødt hinanden første gang en måneds tid før, det første røveri blev begået. Han kender også A. De har boet i samme blok i 5-6 år. De plejede også at komme i den samme klub. Dengang var de gode venner. B kender han også gennem klubben. B er fætter til A, og de to kom i klubben sammen. Han kender ikke T1’s forhold til A eller B. Den 28. september 2013 var de alle fire sammen. De var mødtes en halv times tid før røveriet. De havde aftalt at spille noget fodbold og spise noget mad. A og B sagde imidlertid, at de skulle ind i en lejlighed og hente noget hos en ven. De sagde også, at de skulle finde ud af, hvor vennen boede. Det virkede lidt skummelt. A gav tiltalte nogle handsker, som han tog på. Det undrede ham, men han gjorde det alligevel. B bankede på døren. Da en dame åbnede døren, trak B og A hætten over hovedet. Han og T1 var ikke maskerede under røveriet. De havde alle fire hættetrøjer på. Han var helt forvirret, og det skete så hurtigt. Han lavede ikke noget i damens lejlighed. De havde ikke forinden talt om, at der boede mange gamle mennesker i området. Han havde ikke en pistol med. Han kan godt huske, at han er blevet afhørt af politiet. Foreholdt politirapport af 22. oktober 2013 (ex. III, side 98, midt), forklarede han, at det er rigtigt, at han gennemlæste sin forklaring hos politiet og underskrev rapporten. Det er korrekt, at han forklarede sådan til politiet, men han var presset og bange og sagde bare ja til det hele, så hans forklaring er ikke korrekt. Foreholdt det, der står i retsbogen fra grundlovsforhøret den 23. oktober 2013 (ex. I, side 55 midt og nederst og side 56 øverst), bekræftede han, at han har forklaret sådan. Det passer dog ikke. Han var bange og presset ligesom under politiafhøringen. Det var i virkeligheden B, der sagde, at han skulle låne nogle penge hos en ven, og han gik bare med. Det var B, der hentede pistolen. Det var også B, der kiggede på navneskiltene på postkasserne for at finde sin vens navn. De gik ind i opgangen. B sagde, at “det var her” og bankede på. Tiltalte og T1 sad nogle meter væk på trappen lidt ovenfor lejligheden. Da døren blev åbnet, tog B og A deres hætter på og gik ind i lejligheden. Han gik også ind i lejligheden og så først der, at det var en kvinde, som var i lejligheden. Damen råbte. De havde ikke aftalt, at de skulle røve en gammel dame, men han “kunne godt regne den ud”. B havde pistolen fremme og pegede nedad med pistolen mod damen. Det var enten en sort splatterpistol eller en legetøjspistol, det var tydeligt at se. Tiltalte gik ind i lejligheden sammen med T1 lige efter de to andre. Han så, at damen blev ked af det. B råbte til damen, om hun ikke havde nogle penge eller lignende. Han stod måske 7 meter derfra. Han og T1 lavede ingenting i lejligheden ud over at stjæle en flaske Blå Bols. Han stod vel i alt i ca. 5 minutter henne ved damen og talte med hende. Hun spurgte ham, hvad der skete. Han svarede, at det vidste han ikke og undskyldte over for hende. Hun græd. B og A rodede i damens ting. Tiltalte så, at de tog 500 kr. Han sagde, at nu skulle de gå. Han så, at A tog damens mobiltelefon og puttede den i lommen nok for at undgå, at hun ringede til politiet. B tog også damens dankort og sagde, at hun skulle give ham koden, hvilket hun gjorde. På det tidspunkt stod tiltalte ved døren til lejligheden ca. 2 meter fra B og damen. B var ikke truende overfor damen, men hun virkede bange. Det hele tog ca. 5 minutter. Til sidst sagde tiltalte, at nu ville han ud herfra, og så gik de ud. Da han sad på trappen, troede han stadig, at B skulle besøge en kammerat i lejligheden for at hente nogle penge. B gav ham handskerne, da han var på trappen til lejligheden, og da vidste han godt, at det var en dame, der havde åbnet døren. Tiltalte var ikke i starten 100 % sikker på, at det var et røveri, selvom han havde handsker på. Det gik først op for ham, hvad der skulle ske, da damen sagde: “Gå ud”. Anklageren dokumenterede tiltaltes forklaring til grundlovsforhøret den 23. oktober 2013 (ex I, side 55 under midten – 56-57, og ex. III, side 96, ex. II, side 87). Tiltalte forklarede, at godt husker sin forklaring under grundlovsforhøret. Han bestrider ikke, at han forklarede, som det er gengivet i retsbogen, men fastholder, at hans forklaring i dag er sandheden. Under grundlovsforhøret var han virkelig presset. Han havde aldrig før prøvet at være til afhøring hos politiet og i retten. Han har ikke talt med andre end sin forsvarer om sagen. Til forhold 2, forklarede han, at efter røveriet tog de alle fire hen til banken. Han prøvede at hæve penge med dankortet. Han indtastede koden og forsøgte at hæve 1.500 kr. Automaten tog kortet. De forstod ikke hvorfor og gik alle sammen hen til et Kebab spisested ca. ti meter derfra. De spiste, og B betalte for maden med de penge, han havde taget hos damen. De talte om, hvad der var sket. Han var sur og spurgte B og A, hvorfor de havde lavet det hos damen. De svarede, at de havde brug for penge til en knallert. Han syntes, at B og A tog røven på dem. A havde en rød nødhammer med sig, da han gik ind i lejligheden. Grunden til, at han under politiafhøringen tilstod mere, end han havde gjort var, at han ville hurtigt ud af situationen, der var meget ubehagelig for ham. Han holdt ikke legetøjspistolen på noget tidspunkt. A bad damen om koden til dankortet lige før han sagde, at nu skulle de gå fra stedet. Han var da på vej ud af døren. T1havde en rød trøje med lidt hvidt på under røveriet. A havde en sort jakke på, og B havde en hættetrøje på. T1 frøs, så han og A byttede tøj, så T1 fik As jakke på, og A T1’s røde hættetrøje på. Tøjbyttet skete ca. ½ time inden røveriet. Til forhold 3, at han fra den 28. september 2013 til den 12. oktober 2013 kun talte med T1, og ingen af dem talte med hverken B eller A. Den 12. oktober ringede A og sagde, at det var meget vigtigt, og at han skulle komme. Han og T1 tog over til A. A var sammen med B. De talte om røveriet og om, at det var dumt, det de havde gjort. A sagde, at han havde en ven ved navn H, hvor han skulle hente penge. Tiltalte undrede sig lidt over, at han skulle med, men han havde kendt A i mange år, så når A sagde, at det var vigtigt, fulgte han med. På vej over til H, gik de først ind i en anden opgang, da B mente, at det var her, H boede. De ledte ikke efter en opgang, hvor der boede gamle damer. Den dag havde han en sort hættetrøje på. Han husker ikke, hvad T1 havde på, men de havde i hvert fald alle hættetrøjer på, og B og A havde handsker på. De fulgtes samlet hen til opgangen. På vej derover sagde B og A, at de ville begå et indbrud hos H, og det var han frisk på at deltage i. Han husker ikke, om der var et dørskilt på døren til lejligheden, hvor den gamle dame boede. B stod tættest på døren. A stod lidt væk og tiltalte stod bag A. T1stod længere nede i opgangen og talte i telefon. Det var B, der bankede på døren. En gammel dame åbnede døren, og hun råbte: “Gå ud”. Tiltalte tænkte ikke igen og kaldte på T1. Hun ville lukke døren, men B sagde “Hold kæft” og satte en fod i døren. B tog damen for munden og førte hende fra entreen og ind i stuen, hvor han lagde hende ned på stol. Så snart damen lå på stolen, flyttede B hånden fra hendes mund. Damen råbte noget, men han fokuserede på T1, der på dette tidspunkt kom ind i lejligheden. Han og T1 stoppede det. A gik direkte ind på et værelse for at lede efter ting. B, T1 og han blev stående ved damen. B gik lidt rundt i stuen og i køkkenet. Under det hele blev han og T1 stående ved damen. De var nok 5 minutter i lejligheden. A tog smykker fra damens værelse. A gav ham, da de to timer senere samledes i A’s kælder, nogle af de stjålne smykker. A sagde, inden de forlod lejligheden, til damen, at hun ikke skulle ringe til politiet. De løb derfra i en lang række hen til A’s kælderrum. A tog smykkerne frem. A puttede smykker ned i lommen på ham. Det var de smykker, som han havde på sig ved anholdelsen den 22. oktober. Han ville ikke have smykkerne, men de fik vist alle del i smykkerne. Han og T1 talte ikke mere med A og B efter dette. Foreholdt det der står i retsbogen fra grundlovsforhøret den 23. oktober 2013 (ex. I, side 57 øverst – 58, ex. III, side 98) bekræftede han, at han har forklaret, som der står i retsbogen. Det er imidlertid ikke rigtigt. Han har forklaret sandheden i dag. Foreholdt sin forklaring til afhøringsrapport 22. oktober 2013 (ex. III side 99, 2. afsnit, øverst), forklarede tiltalte, at han godt husker, at han har forklaret sådan til politiet. Dengang gav han sig selv skylden, fordi han var presset. Det er ikke korrekt. T1 var slet ikke var med oppe i lejligheden til at starte med. Han kaldte på T1, fordi han skulle hjælpe ham med at stoppe røveriet. Han råbte ikke hans rigtige navn, men et andet navn, fordi han vidste, at damen ville anmelde det til politiet. Han ved ikke, hvorfor han sagde i grundlovsforhøret, at det var T1, der holdt damen for munden, når det var B. Han var presset. Legetøjspistolen var ikke med. T1og han havde talt om, at de aldrig ville begå sådan et røveri igen. Det passer ikke, at det var T1, der tog hånden for damens mund. Han ved ikke, hvorfor han sagde det i grundlovsforhøret. Han ved ikke, om T1 fik nogle af smykkerne i A’s kælder. Tiltalte forklarede til forhold 4, at han den 22. oktober 2013, var sammen med T1. De pjækkede fra skole den dag. Han sagde til T1, at de skulle lave et indbrud. Han ville godt prøve at lave et indbrud, hvor det ikke gik ud over mennesker. De kørte i bus, da C ringede. C kom. Tiltalte sagde til C, om de ikke skulle lave et indbrud. De skulle forbi C’s praktiksted, og de kom forbi det hus, de begik indbrud i. De fandt en flise foran huset. C kastede flisen ind igennem døren. Det gav et ordentligt brag. De tænkte, at de hellere måtte stikke af. Imidlertid gik de ind i huset alligevel og tog nogle ting. De bankede på, inden de kastede stenen for at være sikre på, at der ikke var nogen hjemme. De fulgtes sammen rundt i huset. Tiltalte ved ikke, hvem der anvendte en skruetrækker ved døren. Tiltalte tog sokker, som han fandt inde i huset, på hænderne for ikke at sætte fingeraftryk. De andre havde handsker på. Forevist billeder af de sorte poser (ex. III, side 13), forklarede tiltalte, at de poser var nogle, de havde lagt frem med ting i. Pengene og kameraet kender han ikke noget til. De var ikke ret lang tid inde i huset, højst 10 minutter, så kom politiet. Han blev anholdt inde i huset sammen med de andre. Han havde smykkerne fra det andet røveri på sig. Politiet spurgte, hvor de stammede fra. Først sagde han, at havde taget dem på stedet, men efter ca. 10 minutter fortalte han sandheden. Betjenten vidste det dog godt i forvejen. Foreholdt det, der står i retsbogen fra grundlovsforhøret den 23. oktober 2013 (ex. I, side 58, 4. linie for oven), forklarede tiltalte, at sådan har han nok forklaret, men han har blandet mange ting sammen. Han var presset. Det var C, der vidste, at der eventuelt var mange penge i huset. C havde vist ikke handsker på, men gik med hænderne nede i lommen. De gik sammen og ikke adskilt rundt i huset. Det var tiltaltes ide at begå indbruddet, men C, der sagde, at de skulle gøre det. Tiltalte forklarede til forhold 5, at det er korrekt, at han var besiddelse af 21,5 gram hash. Han blev truet af to andre til at holde hashen for dem. De gik bare ind på hans værelse og lagde hashen. Han har talt med personalet på institutionen om det, og han har ikke lyst til at oplyse navnene på de to personer i retten. De to personer sagde, at de skulle ryge hashen. Han mener ikke, at hashen skulle sælges. Han havde opbevaret hashen i nogle få dage. Der kom lås på dørene til værelserne efter denne episode. Han ryger ikke selv hash.” T1, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “T1 forklarede til forhold 1 og 2, at han kender T2 gennem familie i Roskilde. A og B kender han kun fra klubben i Roskilde. Han er ven med T2, men ikke en god ven, da han ikke har kendt ham i så lang tid. De havde kendt hinanden ca. to måneder, inden de begik røveriet. Den dag var han på vej hjem fra sit arbejde i Roskilde. Efter arbejde mødtes han med T2, og lige pludselig var A og B også til stede. De gik lidt rundt sammen og snakkede, og de endte i boligområdet. Det var tæt på, hvor de før havde været sammen. B eller A spurgte, om han var frisk på et indbrud. Han svarede ja. Først gik B alene ind i en opgang, mens de andre ventede udenfor. B kom ud igen efter et minuts tid. B og A skulle bruge nogle penge til at købe en knallert. De gik alle fire ind i den næste opgang. B bankede på døren, og en dame åbnede. B og A stod forrest, mens han og T2 stod ved siden af døren ca. 1 m derfra, så damen ikke kunne se dem. B og A sagde noget til damen. Han og T2 kom frem, og B tog legtøjspistolen frem og viste den til damen. Damen fik et chok og trådte tre skridt tilbage. Tiltalte havde ikke set pistolen før. Han sagde ikke noget. De gik ind i lejligheden. Han og T2 stod ved døren. Han kiggede ud gennem dørspionen og holdt øje med, om der kom nogen. Døren var lukket. Inden han gik ind i lejligheden, havde han haft en rød hættetrøje med hvid skrift på. Han byttede imidlertid med B, så han fik hans jakke, da han frøs. De andre havde sorte hættetrøjer på. Da B viste pistolen til damen, trak B og A hætterne op. Han husker ikke, om T2 havde hætte på. Han husker heller ikke, om de havde handsker på. Foreholdt sin forklaring til afhøringsrapport af 22. oktober 2013, (ex. III, side 87, 3. sidste afsnit) forklarede tiltalte, at han i dag ikke kan huske, at han forklarede, at de alle fire havde handsker på, men han kan godt have forklaret sådan. Han blev ikke vejledt om, at han ikke havde pligt til at underskrive rapporten. Foreholdt det, der står i retsbogen fra grundlovsforhøret den 23. oktober 2014 (ex. I, side 54), forklarede han, at han ikke husker, at han havde handsker på. Tiltalte sagde efterfølgende til A og B, at han ikke ville være med til et røveri igen. Han ved ikke, om det var en splatterpistol eller en legetøjspistol, men den så ikke ægte ud. Damen så først forvirret ud og siden bange, og han lagde mærke til, at hun fik et chok, da hun så pistolen. A havde vist en nødhammer i hånden, da han var på vej ind i soveværelset, men han truede ikke damen med den. Han lagde nødhammeren væk, måske ned i lommen. Da de kom ind i lejligheden, stod han og T2 sammen med damen henne ved døren. B og A gik rundt i lejligheden og begyndte at rode efter ting. A kom ud i entreen og kiggede i damens taske og tog 600 kr. og et kreditkort. Lige før de gik, bad B damen om koden. Damen oplyste sikkert en forkert kode, for de kunne ikke hæve penge på kortet. Han mener, der blev taget penge og cigaretter, og T2 tog en flaske Blå Bols fra stuen. Han tog ikke selv noget. Han lagde ikke mærke til, om der blev taget en telefon fra lejligheden. De var i lejligheden i ca. 6-7 minutter. Han hørte en sige undskyld til damen, og de besluttede sig for, at nu var det nok, og de løb derfra. De fordelte sig og aftalte at mødes igen, hvor de troede, at der lå en bank. Det gjorde der imidlertid ikke. Derefter tog de til hæveautomaten i Roskilde, hvor kortet blev inddraget. Det var tilfældigt, at det var den lejlighed, der blev valgt. B kiggede sandsynligvis efter navne på postkasser i opgangene, hvor der kun stod et navn. Der var så størst chance for, at der ikke var nogen hjemme. Foreholdt det der står i retsbogen fra grundlovsforhøret 23. oktober 2013, (ex. I, side 53, nederste afsnit) og (ex. I, side 53, 1. nye afsnit), forklarede han, at det har han sagt, men han forvekslede T2 med B, og det gjorde han også til afhøringen hos politiet. Han forvekslede de to personer, fordi han ikke har kendt dem så længe, og de 2 afhøringer lå lige efter hinanden. Det er ikke fordi, han vil beskytte T2, fordi han bedre kan lide ham. Det var B, der bad om pinkoden. Han fik ikke nogle af pengene fra røveriet. De spiste for pengene, efter de havde prøvet at hæve i automaten. Han husker ikke, hvem der prøvede at hæve penge. Da han blev anholdt den 22. oktober 2013 var en person fra socialforvaltningen til stede under afhøringen, men han havde ingen samtale med hende alene, inden afhøringen gik i gang. Han fik ingen rådgivning hverken fra socialforvaltningen eller fra en advokat under afhøringen. Tiltalte forklarede til forhold 3, at han den 12. oktober 2013 var sammen med en ven I. T2 kom forbi. Lidt efter tog I hjem. T2’s telefon ringede, og det var A og B. De mødtes herefter med A og B. De havde ikke planlagt noget. De gik rundt i en halv times tid. A og B talte om, at de stadig ikke havde fået penge til en knallert. De talte om at lave et indbrud. Han ville ikke have, at det skulle foregå ligesom sidst. Han ville kun lave indbrud. Derfor blev han nede i stueetagen og sagde som undskyldning til de andre, at hans telefon ringede. Han blev der, fordi han ville være sikker på, at der ikke var nogen hjemme i lejligheden. Han så ikke, om nogen af de andre var maskerede. Han ved heller ikke, om det var en tilfældigt udvalgt lejlighed. Efter et par minutter hørte han en dame råbe om hjælp. Så blev der stille, men efter få sekunder råbte hun hjælp igen. Han besluttede sig for at løbe derop. Han så B holde damen for munden inde i stuen. Han bad B om at fjerne hånden, hvilket han gjorde. Damen kiggede på ham og græd. Han sagde, at de skulle gå nu og ikke tage noget med sig. A var inde i soveværelset. T2 sagde til damen, at de gik nu og undskyldte. Hun skulle ikke melde det til politiet. Så vidt han ved, tog T2 ikke noget. Han var højst to minutter i lejligheden. Han tog ikke noget fra lejligheden. De løb samlet efter hinanden fra lejligheden. Han kan ikke huske rækkefølgen, som de løb i. Han spurgte A, om han havde taget noget, men han fik vist ikke noget svar. Efterfølgende har han fået at vide, at der blev taget noget fra lejligheden. Han ved ikke, om der var medbragt en pistol denne gang, men han så ikke nogen. Foreholdt det, der står i retsbogen fra grundlovsforhøret den 23. oktober 2013, (ex. I, side 54-55), forklarede han, at han har forklaret det, der står, men det er en misforståelse. Det var B og ikke T2, der holdt damen for munden. Han har forvekslet T2 og B. Det kan også godt passe, at B og A havde maskeret sig med et halstørklæde. Foreholdt , det, der står i politirapporten fra afhøringen den 22. oktober 2014, (ex. III, side 89, midt- 90), forklarede han, at han kom til at forveksle de to røverier. Ved det andet røveri, var der ikke nogen, der var inde at kigge på navne på postkasser. Det kan godt være, at han har forklaret til politiet, at han troede, at de havde været inde i to opgange, forinden de fandt den lejlighed, hvor de begik røveriet. Ad side 91, næstsidste afsnit, forklarede tiltalte, at det er rigtigt, at han ikke fulgtes med de andre væk fra lejligheden. Han løb og mødtes med dem efterfølgende. Han husker ikke om, de havde aftalt at mødes bagefter. Foreholdt politirapport af 22. oktober 2013 (ex. III ad side 89), forklarede han, at det er korrekt, at han sagde til de andre, at det var for lyst, da han ikke ville være med til et røveri igen. Tiltalte oplevede ikke ved grundlovsforhøret, at han forklarede, at han var skyldig i røveri. Det har aldrig været meningen, at der skulle være nogen hjemme ved indbruddet. Han var ikke med oppe i lejligheden fra starten. Fra den 28. september 2013 til den 12. oktober 2013 mødtes han med T2 flere gange og så også A og B i klubben. På ny foreholdt (III, side 90, midt), forklarede han igen, at han havde blandet de to røverier sammen. Tiltalte forklarede til forhold 4, at han mødtes med T2 ved ellevetiden. C vil han ikke betegne som en ven, men de har gået i skole sammen. Tiltalte var i praktik i den periode. C ringede, og de talte om at begå indbrud. Tiltalte havde fået at vide af en, han kender, at beboerne i huset var på arbejde hver dag. De bankede på døren, og der var ingen hjemme. Det var enten C eller T2, der kastede en sten ind gennem døren. De ventede herefter i 7-8 minutter på, om der skulle komme nogen ud af huset, eller om politiet kom. Da det ikke skete, gik de ind. Tiltalte var med til at samle tyvekoster i de sorte poser. De tog bl.a. en møntsamling fra reolen. Han har ikke lagt kamera og dollars frem på et bord. De var rundt i huset for at samle ting sammen, men blev afbrudt af politiet og anholdt. Han husker ikke, om de havde handsker på. De var vel i huset i ca. 6-7 minutter. Foreholdt det, der står i retsbogen fra grundlovsforhøret den 23. oktober 2013 (ex. I, side 55), forklarede han, at han ikke husker, hvad han sagde i retten. Der blev kastet en sten, men af hvem husker han ikke. Han fandt også nogle smykker. Det kan godt passe, at han havde handsker på.” Vidnet, politiassistent D, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “Vidnet forklarede til forhold 4, at han den 22. oktober 2013 var på arbejde hos Midt- og Vestsjællands Politi. Der kom en melding om, at der var et igangværende indbrud på en adresse i Roskilde. Han hørte over radioen, at der var en række patruljer på vej til adressen. Vidnet var første patrulje på stedet. Han så anmelderen stå på en parkeringsplads. Anmelder viste, hvor indbruddet fandt sted. Han kørte på motorcykel om på bagsiden af huset. Han steg af og så en knust rude i en havedør. Han stillede sig klar og ventede. En af hans kolleger kom rundt om hjørnet. I det samme kom to udenlandsk udseende mænd ud af havedøren. Det virkede som om, de prøvede at flygte, da de muligvis havde set nogen på forsiden af huset. De opdagede vidnet, der løb efter dem tilbage ind i huset. Inde i huset mødte vidnet en tredje gerningsmand. De tre råbte et eller andet. Vidnet fik dem jaget ud i entreen. De var paniske og prøvede at komme ud af døren. Vidnet råbte dem an og sagde, at de skulle lægge sig ned. Vidnet lagde T2 i håndjern og visiterede ham. Han fandt blandt andet en lille pose med nogle smykker. Vidnet spurgte ham, hvor han havde dem fra. T2 svarede, at posen lå på trappen i huset. Foreholdt T2’s forklaring til politirapport, ex. III, side 4 nederst, forklarede vidnet, at han nu husker, at T2 havde et bandana tørklæde i lommen. Vidnet overgav smykkerne til efterforskerne med henblik på, at de kunne finde ud af, hvor smykkerne stammede fra. Vidnet kan huske, at T2 havde nogle handsker i den ene lomme. Han bemærkede ikke, om de andre havde handsker på. Han lagde mest mærke til de glasskår, der lå i hele stuen. Han ikke er 100% sikker på, at det var hos T2, han fandt handskerne. Det er nok korrekt, at det var en sok, han fandt på ham.” Vidnet, kriminalassistent E, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “Vidnet forklarede, at hun er ansat i efterforskningsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi for personfarlig kriminalitet. For tiden sidder hun i en gruppe som har med overgreb mod børn og unge mennesker at gøre. Hun er vant til at afhøre børn og unge. Afhøringen adskiller sig som udgangspunkt ikke fra andre afhøringer bortset fra, at der selvfølgelig tages hensyn til barnets/den unges alder. Hun afhørte den 22. oktober 2013 T1. Hun vejledte ham om de formelle regler, herunder at han ikke havde pligt til at udtale sig, og at han havde mulighed for at have en forsvarer til stede. Under afhøringen var der en person fra kommunen til stede for at varetage den unges interesser. Det var J, der var til stede. Vidnet husker ikke, om J talte med T1 inden afhøringen. Det var vidnets indtryk, at T1forstod, hvad vidnet spurgte om. T1 læste efterfølgende rapporten igennem, og hun skyndede ikke på ham. Hun forklarede ham, at han ikke havde pligt til at underskrive rapporten. T1 ønskede at underskrive rapporten. Hun har kun skrevet det ned i rapporten, som T1 har for forklaret. Hun har ikke stillet ledende spørgsmål. Det var ikke vidnets indtryk, at T1 blev træt under afhøringen, for så havde hun stoppet den. Vidnet kan heller ikke huske, om T1 og J var i et rum for sig selv inden afhøringen gik i gang. Repræsentanten for socialforvaltningen og den unge kan få lov til at tale sammen i enrum, men det er ikke en fast procedure. Vidnet har ikke fortalt T1, at han kunne komme til at betale forsvarersalæret, hvis en forsvarer blev tilkaldt. Det ville hun aldrig sige. Vidnet ved ikke, om socialforvaltningen havde kontakt til den advokat, som havde dommervagten.” Vidnet, B, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “Vidnet forklarede, at han kender A. De er i familie. Hans mor er kusine til A’s far. De er gode venner. T 1kender han også, men ikke igennem så lang tid. T1 og han er gode venner. T2 kender han også, men ikke igennem lang tid. Han har kendt ham siden 6. klasse, og han går nu i 8. klasse. De er gode venner. De fire hænger ud sammen, og det er forskelligt, hvor ofte de hænger ud sammen. Den 28. september 2013 var han sammen med de tre andre. Han husker ikke, hvornår de mødtes. A manglede penge til at købe en knallert for. Det havde A længe talt om. A kiggede hver dag på knallerter. En knallert koster 3.000-4.000 kr. Han ville gerne hjælpe ham. De talte derfor om at lave et røveri for at skaffe pengene. Det var A’s ide at lave røveriet. Han kan ikke huske, hvornår han første gang hørte noget om at lave et røveri, men det var måske et par dage før eller samme dag. Han husker ikke, hvornår T1og T2 var med på ideen. T2 og T1 var ikke med på ideen i starten, men efter A i lang tid, vel over et par dage havde prøvet at overtale T2 og T1, gik de med på det. Vidnet talte med A om, at de skulle begå røveriet ved at banke på en dør til en lejlighed. Når der blev åbnet, skulle A og han skubbe personen ind i lejligheden. Dernæst skulle T2 og T1 komme og hjælpe dem med at lede efter ting, som de kunne tage med. Det var tilfældigt, hvilken lejlighed de valgte. De fandt først ud af, at det var en gammel dame, da de kom ind i lejligheden. Han husker ikke, om de forinden undersøgte, om det var en person, der boede alene. A kiggede ind af brevsprækken, inden han bankede på.. A sagde, at de kunne godt gøre det her. T2 og T1 var i nærheden, neden for trapperne. De havde alle fire handsker på, for ikke at lave fingeraftryk. Han trak kraven op for munden. Han havde vist ikke selv hættetrøje på, men en kasket. T2 og T1 havde taget hætterne op. A havde tørklæde for næsen og munden. Det var vidnet, som bankede på døren. Damen åbnede døren. De trængte ind. A holdt hende for munden. Han havde taget en sort splatterpistol med, som A havde givet ham. Splatterpistolen så ikke ægte ud. Han ved ikke, hvor den er blevet af. Han pegede ikke på nogen med pistolen. Han holdt den i hånden, og damen så den. Hun virkede bange og chokeret og trådte et skridt tilbage. De gik ind. A gik rundt i lejligheden og kiggede rundt. Så kom T2 og T1 ind. De tog fat i A og ville have ham med ud af lejligheden. Vidnet tog 700 kr. fra lejligheden. Vidnet husker ikke, om han bad damen tage sin pung frem, eller de selv tog pengene. Han tog også et hævekort. Han spurgte damen om koden. T2 og T1 kom først ind i lejligheden, da han og A var på vej ud. Vidnet har ikke siden talt med T2 og T1, familie eller venner om denne her sag. Han har heller ikke talt med A om sagen, da han er ude at rejse. Han husker godt, at han blev afhørt af politiet, men han husker ikke alt, han forklarede. Det, han forklarede til politiet dengang, passer ikke. Han og A troede, at T1og T2 havde stukket dem. A havde sagt, at de ikke skulle sige noget til politiet, hvis de blev taget. Foreholdt det der står i politirapporten (ex III, side 106-107,) som han har underskrevet, forklarede vidnet, at han ikke selv har læst rapporten igennem, men fik læst halvanden side af rapporten op af politiet. Han er ikke så god til at læse. Repræsentanten fra kommunen sagde ikke noget under hele afhøringen. Foreholdt sin forklaring til samme rapport, (side 107 nederst -108 øverst), forklarede vidnet, at sådan forklarede han til afhøringen. Han var rigtig sur og ville skyde skylden på dem. I starten ville de lave et indbrud, men de kunne ikke finde et sted, og så var det nemmere at lave et røveri, så undgik de at skulle bryde ind. Foreholdt samme rapport (side 108), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret til politiet, men det er ikke rigtigt. Det var kun ham og A, som var henne ved døren. Han og A sagde ikke rigtig noget til damen, men skubbede hende bare ind i lejligheden. A holdt en rød hammer i hånden, og lagde den ned i lommen, lige efter de trådte ind i lejligheden. Foreholdt (side 109, øverst), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret til politiet, men det passer ikke. De låste ikke døren, men smækkede den bare i. Døren havde en smæklås. De smækkede døren i, for ingen skulle se, hvad de gjorde. Foreholdt (side 109, 2. afsnit), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret, men det passer ikke. Det var ham, der tog pungen og spurgte damen om koden til dankortet. Det var ikke T2, der spurgte om damen havde flere penge. A tog damens mobiltelefon inde i stuen, for at hun ikke efterfølgende skulle ringe til politiet. Foreholdt (side 109, 3. afsnit), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret, men det passer ikke. Det var ikke T2, der tog telefonen, men A og A smed den ned i kloak. Han har forklaret til politiet, at det var T2, der tog hævekortet, men det passer ikke, det var ham, som tog hævekortet. De opholdt sig ikke ret lang tid i lejligheden, måske 3 minutter. De løb derfra hjem til vidnet og spiste lidt. T2 og T1 løb hjem til T2. Senere samme dag mødtes de igen med T2 og T1.( efter et stykke tid.) Vidnet fik nogle penge for røveriet, men hvor mange husker han ikke. Foreholdt sin forklaring, (side 109, nederst), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret. Det var vidnet, som gav de andre penge, for det var jo ham, der havde fået dem.. Foreholdt sin forklaring (side 110, sidste afsnit), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret, og sådan husker han det også i dag. Vidnet havde trukket sin krave lidt op. I starten vidste de ikke rigtigt, om det skulle være et indbrud eller et røveri. Det var A som sagde på dagen, at nu ville han ikke vente mere. Det var ikke T1 som sagde, at her var der et godt sted. Der gik næsten en måned, inden han blev afhørt om detaljerne om røveriet. Han kan ikke huske, hvor lang tid, de var i lejligheden, måske 3-4 minutter. T1og T2 var måske 1½ minut i lejligheden. T2 sagde udelukkende noget til A og hev fat i A, for at få ham med ud. Vidnet forklarede til forhold 3, at de i tiden fra røveriet til den 12. oktober 2013 havde været sammen allesammen mere end en gang. Vidnet husker ikke, hvornår de mødtes, eller hvad de talte om, da de mødtes. A talte stadig om, at han manglede penge til den knallert, og at de derfor blev nødt til at lave et røveri mere. A talte også med de andre om det, men han husker ikke, hvad der ellers blev talt om. A bor lige ved siden af Gartnervangen. Det var derfor, det blev der, da de var lige i området, og et andet sted end det sidste røveri. De udvalgte lejligheden på samme måde som sidst. A gik op til døren og kiggede ind. Forinden havde A kigget på oversigten over, hvor folk boede. Han og de andre stod ude foran opgangsdøren. Lidt efter gik han op til A. De havde alle taget handsker på. De havde ikke noget for ansigterne ud over A, som havde tørklæde for ansigtet. Han havde hættetrøje på, og havde trukket hætten op. Han husker ikke, om T1og T2 havde trukket deres hætter op. Det var ham og A som planlagde at lave et nyt røveri. T2 og T1 var der også, men hørte sikkert ikke, hvad der blev aftalt. T2 og T1 sagde først, at de ikke gad at lave et røveri. Først til sidst sagde de – ja ok. Det var ham og A, som gik op til døren og bankede på.. Damen åbnede efter et stykke tid. A var blevet ved med at banke. T2 og T1 stod nede på næste etage. Han havde splatterpistolen på sig for en sikkerheds skyld, hvis der var mere end en person i lejligheden. Det var A, som havde givet ham splatterpistolen. Damen råbte og prøvede at lukke døren igen. A satte foden i døren, og de skubbede til. A tog damen for munden. De lukkede døren. A trak damen, alt imens han holdt hende for munden, og han holdt hende i armen ind i stuen og satte hende i en stol. Fra entreen og ind i stuen, var der et par mener. A og han holdt damen, da hun begyndte at råbe. Han blev stående ved damen. A slap hånden for damens mund og gik ud for at åbne døren. T2 og T1 kom ind. A fandt en pose med falske smykker. Da de var på vej ud, sagde T2 undskyld til damen. Damen fortalte, at hun havde kræft. Han husker ikke, hvor lang tid, de var inde i lejligheden, men det var ikke så lang tid. Efter A fandt smykkerne og nogle småmønter, løb de samlet væk ned til As kælder hvor, de stod og ventede et stykke tid. Smykkerne var falske, så de lagde dem i As kælder. Foreholdt, at røveriet har taget 13 minutter, forklarede han, at det tror han ikke på. Det er rigtigt, at det er en helt anden forklaring, han har afgivet i retten i dag, end da han blev afhørt af politiet. Foreholdt (ex. III, side 110, 1. afsnit), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret til politiet dengang for at hjælpe A. Vidnet ved ikke, hvorfor han ikke har forklaret politiet, hvordan det rigtig hang sammen. Det var ikke T1, der sagde, at det var et godt sted, men A. Han har forklaret at det var T1 og T2, som bankede på døren, men det passer ikke. Det var også forkert, at han forklarede, at T2 og T1trængte ind i lejligheden. Han har ikke ændret sin forklaring, fordi han ikke selv kan straffes grundet sin unge alder. Det var ikke ham, som holdt damen for munden, men A. Foreholdt (side 111, 2. sidste afsnit), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret til politiet, men det passer ikke, at det var T1som stjal smykkerne. Det var A. Foreholdt (side 111, sidste afsnit), forklarede vidnet, at sådan har han forklaret til politiet, men et passer ikke. Det var A, som viste den blå pose frem med smykkerne De løb sammen ned i kælderen og derefter gik de to og to til Ringen. T2 og T1 blev nærmest overtalt af A til at være med. A var sur over, at der ikke var så mange penge ved det første røveri. T2 og T1 sagde, at de ikke gad, men han gik ud fra, at de til sidst godt ville være med da de gik med derhen. Han har ikke hørt, hvad A, T2 og T1 har sagt til hinanden om det.. Foreholdt (side 111, 2. afsnit), forklarede vidnet, at det var A selv, der fjernede sin hånd og ikke nogen andre. Vidnet husker ikke, hvor lang tid T1 og T2 var inde i lejligheden. De gik hen til A, og T2 gik hen til damen og sagde undskyld, og derefter gik de ud af lejligheden igen.” Vidnet, F1, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “Vidnet forklarede til forhold 1, hun har boet i lejligheden i 20 år. Hun bor alene. Hun har ingen dørtelefon og der er ingen lås på selve opgangsdøren. Ved indgangsdøren står beboernes navne på postkasserne. På hendes postkasse står: F1. Den 28. september 2013 var hun alene i lejligheden sammen med sin lille hund. Hun så en genudsendelse af Vild Med Dans i tv. Klokken var ca. 16.40 lørdag eftermiddag. Det bankede på døren. Hun åbnede lidt på klem. Der stod fire drenge udenfor. En spurgte : ” Er Oliver hjemme”. De stod måske lidt forskudt for hinanden ude på reposen. En af dem tog fingeren op foran munden, lige som når man tysser. Da det bankede på døren, tænkte hun først, at det kunne være en nabo eller en sælger. Da hun havde svaret, at der ikke boede nogen, der hedder Oliver, blev døren skubbet op og hun blev skubbet tilbage. De smækkede døren med det samme. Hun så pistolen med det samme. En af dem pegede med pistolen mod hende. Hun vaklede tilbage. De fire havde trukket hætterne op og holdt dem ligesom sammen foran ansigtet. Ham med pistolen havde en anden hue inde under hætten og et tørklæde. Han havde store brune øjne. De havde alle handsker på, i hvert fald de to, som var mest grove overfor hende. Hun troede, at de var 17-18 år gamle. To af dem, som ikke sagde noget, var ikke så store. Hun blev ligesom holdt op mod et bladstativ op ad væggen i entreen med pistolen foran hende. Pistolen var sort og så fuldstændig ægte ud. Hun troede at det var en ægte pistol. Dernæst fordelte de tre andre sig i lejligheden. Ham med pistolen blev stående ved hende. Den højeste af dem i den røde hættetrøje havde et slags slagvåben, som man bruger til at smadre bilruder. Han sagde – vi skal have guld. Hun hørte ikke, at der blev sagt noget om, hvem der skulle gøre hvad. På et tidspunkt sagde ham den høje med slagvåbenet – vi skal have guld og jog hende ind i soveværelset. Hun svarede, at hun ikke havde noget guld, men kun et gammelt ur. Ham med pistolen puttede pistolen i lommen og rodede hendes taske igennem og tog hendes pung og tog alle hendes kontanter 850 kr. og hendes dankort. De tog så omkring 200-300 kr. i 20-ere fra en skål i køkkenet De sagde, at de skulle have hendes kode til dankortet. Hun gav dem fire cifre, som ikke var de rigtige. Ham i den røde trøje stod og holdt øje med hendes dørspion og sagde – vi skal af sted – vi skal af sted. De fór ud af døren alle sammen. Hun kiggede ind i stuen, hvor hun opdagede, at hendes telefon og cigaretter var væk. Ham i den røde trøje havde på et tidspunkt sagt, at de skulle have hendes computer med, men det fik de ikke. Hun vil tro, at de var i hendes lejlighed i 15-20 minutter. Hun løb efterfølgende ind til sin nabo for at låne telefonen for at ringe til politiet. Politiet kom ca. kl. 17.20. Den første måned efter kunne hun slet ikke opholde sig lejligheden, men måtte bo hos sin søster. Det går bedre nu, og hun har ikke umiddelbart overvejet at flytte. De var 2. generationsindvandrere, men de to, som talte, talte godt dansk. Ham i den røde hættetrøje var den højeste og slank. Ham med pistolen var lidt mindre og tæt bygget, men ikke tyk. Foreholdt (ex II, side 43), forklarede vidnet, at beskrivelsen af de 4 gerningsmænd stemmer med, hvad husker i dag. Den ukendte genstand kunne være en nødhammer fra et tog. De to mindste drenge talte ikke til vidnet. Måske har drengen med pistolen stået ved hende i ti minutter. Ham i den røde trøje truede hende og sagde – vi skal have guld – ellers skyder vi. Foreholdt (ex. II, side 44), kan det sagtens passe, at ham i den røde hættetrøje har sagt – vi skal have nogle penge. Det var ham med pistolen, som tog hævekortet og bad om koden. Om han stod alene ved hende, da han spurgte, husker hun ikke. Hun har aldrig set de drenge tidligere. Der bor jo mange forskellige slags mennesker i området. Hun kan ikke huske i dag, at hun til politiet har sagt, at hun måske dengang godt kunne genkende nogen af de unge drenge. Hun fik forevist fotos hos politiet med flere små fotos på samme side, og da kunne hun ikke genkende nogen. Da det bankede på døren, stod de fire drenge ikke ved siden af hinanden på rad og række, men de to af dem stod ligesom foran de andre to. Hun kunne synligt se dem alle fire, og de masede sig ind alle fire samtidig. En af dem sagde på et tidspunkt – vist ham med pistolen – at hans mor lå på et sygehus i Tyskland.” Vidnet, F2, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “Vidnet forklarede, at den 12. oktober 2013 boede hun på adressen i Roskilde og det gør hun også nu. Der har hun boet i 8 år. Den dag var hun alene hjemme. De har ikke dørlås på hoveddøren. I opgangen står hendes efternavn på postkassen. På 2. sal står F2. Hun ventede en veninde den dag og kiggede derfor ikke gennem dørspionen, som hun ellers plejede. Kl. 15.30 bankede det på døren. Hun åbnede. Udenfor stod fire mand på reposen. De tre af dem havde tørklæder for ansigtet. Den ene, som ikke havde noget for ansigtet, skubbede hende ind i lejligheden og videre ind i stuen og pressede hende ned i en stol. Fra entreen og ind i stuen var der måske 3-4 meter. Hun råbte og skreg og var stjernetosset. De havde alle handsker på og mørkt tøj. Hun har aldrig set ham, som skubbede hende før og vil heller ikke kunne genkende nogen af dem igen. Ham, som satte hende ned i stolen, sagde: ” Nu holder du din kæft”. Hun blev ved med at råbe, hvad de lavede. Ham, som førte hende ind i stuen, sagde, at de blev nødt til at gøre det, da de havde en mor eller bedstemor, der havde cancer. Han blev stående ved hende hele tiden, mens de andre tre gik ind i hendes soveværelse. Hun var meget bange. Hun vidste ikke, hvad de kunne finde på. De var måske i hendes soveværelse i 10 minutter, og hun havde ikke mulighed for at se, hvad de lavede inde i soveværelset De fire personer talte ikke sammen. Der var ikke andre end ham, som ikke havde maskering på, som sagde noget til hende. Hun blev holdt på overarmene og der blev klemt til, så hun fik blå mærker. Hun blev ikke holdt for munden på noget tidspunkt. Hun så ingen våben. De gik ikke rundt andre steder end i soveværelset. På et tidspunkt sagde ham, der stod ved hende, at hun skulle blive siddende stille. De gik derfra. Derefter skyndte hun sig ud i sit køkkenet, fandt sin telefon og ringede til politiet, som kom meget hurtigt efter ca. 5 minutter. Hun kunne se, at de 3, der havde været i soveværelset, havde vendt bunden i vejret på skufferne og, at gardinerne var trukket lidt for. Boksen i soveværelset havde ikke været åbnet. Hun fik taget nogle guldsmykker med diamanter i nogle af dem. Foreholdt opgørelse over stjålne smykker (ex.II, side 181), forklarede vidnet, at efterfølgende har hun fået to ringe tilbage. Smykkerne havde affektionsværdi for hende. Under røveriet var hun meget bange. Efter røveriet havde hun det meget dårligt og hun har efter henvisning fra sin læge talt med psykologer på Fjorden, og har fået sat kæde på hoveddøren. Hun er i dag ikke bange for at være alene i lejligheden, men hun er ikke tryg, når hun skal åbne døren. Foreholdt (ex. II, side 155, 2. afsnit, 5. linie samt 3. sidste afsnit), forklarede vidnet, at det er rigtigt at alle gerningsmænd havde handsker på og mørkt tøj. I dag kan hun ikke huske, at hun skulle have sagt til politiet, at hun blev holdt for munden.” Vidnet, G, har til retsbogen afgivet følgende forklaring: “Vidnet forklarede, at hun den 12. oktober 2013 var i gang med at gøre rent i køkkenet i sin lejlighed, da hun lagde mærke til fire fyre, der stod ved blokken overfor. Hun begyndte at filme dem med sin mobiltelefon efter et par minutter, fordi det så meget mistænkeligt ud. De stod i skjul og kiggede rundt om et hjørne af bygningen og stak kun hovederne frem. Derefter løb de til venstre bagom bygningen på græsarealet og dukkede op igen på forsiden af bygningen og gik ind ad indgangsdøren. Hun så dem først igen, da de kom løbende ud af bygningen og væk mod højre.. Hun stoppede med at filme, da fyrene forsvandt rundt om hjørnet. Anklageren afspillede dele af videosekvens optaget af vidnet G. Vidnet forklarede supplerende, at hun filmede i hele 13 minutter, og i den mellemliggende periode på 11 ½ minut skete der ikke noget. Efter drengene løb væk, ringede hun til politiet. Hun bemærkede ikke, hvor lang tid der gik, før politiet kom, men der gik ikke særlig lang tid. Vidnet så de fire personer gå ind i bygningen, selvom videooptagelsen kun viser en person gå ind i bygningen, og de fire personer komme ud af bygningen igen. Kvaliteten af optagelsen er dårlig. Sagens oplysninger i øvrigt. Ad forhold 1. Der har været fremlagt fotomapper over stedet og rapporter med gerningsstedsundersøgelser. Ad forhold 3. Der har været fremlagt fotomapper over stedet og rapporter med gerningsstedsundersøgelser. Der har endvidere været fremlagt fotos af F2 samt personundersøgelse fra Retspatologisk Afdeling hvoraf fremgår, at der ved en undersøgelse af F2 den 12. oktober 2013 blandt andet af tegn på vold påvistes: …. ” 2. På ydersiden af højre overarm en rød- til mørkeviolet underhudsblødning målende 5×3 cm. Læsionen var hævet og der var ømhed ved berøring. 3. Opadtil på tommelfingersiden af højre underarm en rødviolet underhudsblødning målende 5×3 cm. …. Undersøgte angav, at læsionerne på højre over(2)- og underarm(3) var friske og opstået i forbindelse med aktuelle hændelse. Der har været afspillet videosekvens i forbindelse med vidnet G’s forklaring. Tiltalte T1 er ikke tidligere straffet. Tiltalte T2 er ikke tidligere straffet. Der er ved Kriminalforsorgen indhentet § 808 undersøgelser vedrørende begge tiltalte. Høje Taastrup Kommune har den 21. januar 2014 afgivet udtalelse vedrørende T1 og sagen har været forelagt Ungesamrådet i Ballerup Kommune, der har indstillet til en ungdomssanktion. Roskilde kommune har den 22. januar 2014 afgivet udtalelse vedrørende tiltalte T2, og sagen har været forelagt Ungesamrådet for Midt- og Vestsjælland, der har erklæret tiltalte egnet til en ungdomssanktion i medfør af straffelovens § 74a. Udlændingestyrelsen har den 5. februar 2014 afgivet udtalelse vedrørende T2. Heri er blandt andet anført. … ” § 26 stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af T2 kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingstyrelsen henvise til politiets rapport af 19. november 2013. Heraf fremgår blandt andet følgende: * T2 er født og opvokset i Danmark * T2 har stort set hele sin familie i Danmark * T2 har en kæreste i Danmark, men ingen børn * T2 har hele sin omgangskreds i Danmark * T2 har været i Tyrkiet flere gange, men kun på korte ferieophold af få ugers varighed * T2 har i Tyrkiet enkelte familiemedlemmer på moderens side. Pågældende har dog ikke tætte relationer til denne del af familien. * T2 har ingen venner eller bekendte i Tyrkiet. * T2 taler lidt tyrkisk, men kan hverken læse eller skrive på tyrkisk. Tiltalte T2 har udtalt sig om sine personlige forhold. Rettens begrundelse og afgørelse Der er under sagen afsagt følgende kendelse om skyldsspørgsmålet: “… Kendelse: Ad forhold 2 og 4. Efter de tiltaltes erkendelse og det iøvrigt foreliggende er det bevist, at de tiltalte er skyldige i tiltalen. Ad forhold 5 Efter T2’s erkendelse og det iøvrigt foreliggende er det bevist, at tiltalte er skyldig i tiltalen. Ad forhold 1. De tiltalte har erkendt sig skyldige i røveri efter straffelovens § 288 stk. 2, men har under hovedforhandlingen begge afgivet en anden forklaring i forhold til, hvad de oprindeligt forklarede til politirapport og i grundlovsforhøret, og således at de tiltalte nu væsentligt har nedtonet både egen og medtiltaltes rolle og i forhold til de mindreårige medgerningsmænd. Efter vidnet F1’s forklaring lægges det til grund, at hun den 28. september 2013 om eftermiddagen var på sin bopæl, da det bankede på døren. Da vidnet åbnede, stod der 4 personer lige udenfor døren lidt forskudt af hinanden. Alle fire personer trængte ind stort set samtidigt, og vidnet blev skubbet tilbage i entreen. Alle fire havde hættetrøjer på med hætterne oppe og trukket sammen foran ansigtet, og mindst to af de fire havde handsker på. En af de fire pegede på vidnet med noget, som vidnet anså for en pistol. Vidnet blev derefter holdt op mod et bladstativ, mens de tre andre fordelte sig i lejligheden. En af de fire krævede, at vidnet udleverede guld og penge. En af de fire tog penge fra hendes pung og fra et andet sted. Den samme gerningsmand tog hævekort og forlangte koden udleveret, ligesom vidnets mobiltelefon og cigaretter blev medtaget fra lejligheden. En af de fire havde en nødhammer med, som også blev vist frem. Vidnet havde intet forudgående kendskab til de fire personer, der trængte ind. Det stemmer også med de tiltaltes forklaring. Overfor vidnet F1’s sammenhængende og troværdige forklaring om forløbet, har retten ikke tillagt de tiltaltes forklaringer under hovedforhandlingen nævneværdig vægt. Retten har heller ikke lagt afgørende vægt på vidnet B’s forklaring under hovedforhandlingen, idet han på samme måde har afgivet en anden forklaring om rollefordelingen end tidligere. De tiltalte findes herefter begge skyldige i røveri som beskrevet i tiltalen. Dog er det ikke bevist, at det var en ægte pistol, men en splatterpistol. De frifindes efter anklagerens endelige påstand også med hensyn til en flaske Blå Bols. Ad forhold 3 T1 har erkendt sig skyldig i røveri efter straffelovens § 288 stk. 2, men har under hovedforhandlingen afgivet en anden forklaring i forhold til, hvad han oprindeligt forklarede til politirapport og i grundlovsforhøret, således at han nu væsentligt har nedtonet både egen og medtiltaltes rolle og i forhold til de mindreårige medgerningsmænd. T1 har erkendt, at han var på stedet, og at han også kortvarigt var inde i lejligheden. Efter vidnet F2’s forklaring lægger retten til grund, at vidnet den 12. oktober 2013 var på sin bopæl, da det bankede på døren. Da vidnet åbnede døren, trængte fire personer ind, der alle havde stået på reposen. De tre af de fire havde tørklæde op foran ansigtet. Vidnet blev ført ind i stuen, og presset ned i en stol. Den, der pressede hende ned, blev stående. De tre andre gennemrodede vidnets soveværelse, og medtog smykker fra lejligheden til en værdi af ca. 52.000 kr. Vidnet kendte ikke de personer, der trængte ind. Det har de tiltalte også bekræftet Overfor vidnet F2’s sammenhængende og troværdige forklaring om forløbet, der også støttes af de lægelige oplysninger om mærkerne på hendes arm, har retten ikke lagt nævneværdig vægt på de tiltaltes forklaringer under hovedforhandlingen. Retten har heller ikke lagt afgørende vægt på vidnet B’s forklaring under hovedforhandlingen, idet han på samme måde har skiftet forklaring om rollefordelingen. Som forløbet var, og da T1 få uger forinden havde deltaget i lignende røveri med de samme medgerningsmænd, har han vidst, at de var på vej til et nyt røveri, og der er ikke noget, der støtter, at han ikke ville være med til at begå røveriet, eller at han forsøgte at hindre det. Begge tiltalte er derfor skyldige i røveri som beskrevet i tiltalen. Thi bestemmes: De tiltalte T2 og T1 er skyldige i overensstemmelse med tiltalen, bortset fra i forhold 1, hvor de frifindes for at have tilegnet sig en flaske blå bols, ligesom det i forhold 1 er lagt til grund, at det var en splatterpistol. … Sanktionsspørgsmålet Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen for T1 til fængsel 5 år. Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen for T2 til fængsel i 5 år. Straffen for T1 fastsættes efter straffelovens § 288 stk. 2 jf. stk. 1 nr. 1, og § 285 stk. 1, jf. § 276 jf. § 21. Straffen for tiltalte T2 fastsættes efter straffelovens § 288 stk. 2 jf. stk. 1 nr. 1, § 285 stk. 1, jf. § 276 jf. § 21 og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1. Der er ved straffenes fastsættelse henset til Højesterets dom af 30. december 2013, hvoraf blandt andet fremgår: … Forarbejderne må efter Højesterets opfattelse forstås således, at udgangspunktet er, at straffen for et egentligt hjemmerøveri, der er omfattet af straffelovens § 288, stk. 2, skal fastsættes til fængsel i 5 år. Udmålingen af straffen i det enkelte tilfælde må dog bero på en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen. Retten har i formildende retning navnlig lagt vægt på de tiltaltes meget unge alder og det forhold, at de ikke tidligere er straffet. Samtidig er i skærpende retning lagt vægt på, at de tiltalte efter forudgående aftale og i forening med yderligere to gerningsmænd begik to hjemmerøverier med ganske få ugers mellemrum og i det væsentlige samme modus. I forhold 1 havde de tiltalte medbragt en bushammer og en pistol lignende genstand, som de brugte til at true forurettede med, og i forhold 3 anvendte de tiltalte vold for at gennemføre deres forehavende. Retten følger påstanden om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. For så vidt angår spørgsmålet om udvisning af tiltalte T2, er der afgivet 12 stemmer for at frifinde for påstanden om udvisning, og således at alene den subsidiære påstand om betinget udvisning tages til følge, jf. udlændingelovens § 24 b jf. § 22 nr. 4 og nr. 6 jf. § 24 b stk. 2 og som nedenfor bestemt. Retten har herunder lagt vægt på, at tiltalte T2, der er 15 år gammel, er født i Danmark, hvor han har også haft hele sin opvækst. Tiltaltes familie bor i Danmark, og han har i Tyrkiet kun sin mormor og dennes søster, som han alene har haft meget begrænset kontakt til. Han forstår kun lidt tyrkisk, og han skriver og læser ikke tyrkisk. Uanset den begåede kriminalitets alvorlige beskaffenhed findes udvisning under de nævnte omstændigheder efter en proportionalitetsvurdering at stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tiltalte T1 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 23. oktober 2013. Tiltalte T2 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 23. oktober 2013. Erstatning De juridiske dommere udtaler; De erstatningskrav, der er fremsat overfor tiltalte T2 tages som anerkendte til følge og som nedenfor bestemt. Det forudsættes, at erstatningskravene overfor T1 af begge erstatningssøgende er fremsat med henvisning til erstatningsansvarslovens § 26 stk. 1 og stk. 3. Torterstatning efter erstatningsansvarslovens § 26 stk. 1 forudsætter, at røveriet er udført under særligt krænkende, ydmygende eller hånende omstændigheder. Omstændighederne var, som tilfældet er med hjemmerøverier, grove, men der var ikke knyttet sådanne særlige krænkende omstændigheder til, der gør det muligt at tilkende tortgodtgørelse efter den nævnte bestemmelse. Med hensyn til godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 stk. 3 bemærkes, at godtgørelse efter denne bestemmelse efter praksis kun tilkendes, hvor offeret har været i livsfare eller der har været tale om en tidsmæssigt meget langstrakt forbrydelse eller andre ekstraordinære omstændigheder, der ikke har foreligget her. Erstatningskravene overfor T1 kan derfor ikke tages til følge. Sagsomkostningsafgørelsen for tiltalte T2 begrundes med, at sagen for ham kunne have været gennemført som tilståelsessag, hvor sagsomkostningerne incl. moms næppe ville have oversteget 10.000 kr. Der henvises til principperne i retsplejelovens § 1008, stk. 2 og stk. 4. Thi kendes for ret: Tiltalte T1 straffes med fængsel i 5 år. Tiltalte T2 straffes med fængsel i 5 år. Hos de tiltalte konfiskeres en bandana/tørklæde (koster 2) og et par handsker (koster nr. 21) og hos tiltalte T2 konfiskeres 21, 5 gram hash (koster nr. 1 til forhold 5). Tiltalte T2 udvises af Danmark. Fuldbyrdelsen af udvisningen udsættes og bortfalder efter en prøvetid, der udløber 2 år efter tidspunktet for løsladelse på betingelse af, at tiltalte ikke i prøvetiden begår nyt strafbart forhold, der kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens §§ 22 -24. T1 betaler sagens omkostninger.

Strafferammerne for røveri

Strafferammerne for § 276 til og med § 283

Hvad synes du om dommen?

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •