Forvaringsdom til 41-årig tiltalt mand

Retten i Odense

En domsmandsret ved Retten i Odense har i dag idømt en 41-årig mand forvaring for seksuelle over­greb på 2 mindreårige piger, for forsøg på voldtægt mod en yngre kvinde, for forsøg på sek­su­el­le overgreb på en eller flere ukendte piger på Fyn og for besiddelse og delvis videreoverdragelse af børnepornografisk materiale. Endvidere blev den 41-årige fundet skyldig i opbevaring af spræng­stoffer og våben under særligt skærpende omstændigheder.
Der var rejst tiltale med følgende anklageskrift:
1.
overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 (tidligere § 216, stk. 1, jf. § 21) – forsøg på voldtægt – og straffelovens § 261, stk. 1, jf. § 21 – forsøg på frihedsberøvelse,
ved den 20. oktober 2012 ca. kl. 05.15 på Odensevej ud for nr. 118 i Odense, i den hensigt at fri­heds­berøve og voldtage A, at have kørt sin bil op på cykelstien foran A, hvorefter han løb direkte mod A og slog begge arme om livet på hende og forsøgte at få hende med i bilen, hvilket mis­lykkedes, da A gjorde voldsom modstand, idet hun bed og skubbede tiltalte, mens hun råbte: “you’re not fucking taking me” eller lignende, hvorefter han opgav sit forehavende og kørte fra stedet.
2.
overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225, jf. til dels § 21, straffelovens § 226 og § 235, stk. 2 (tidligere § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 1, jf. til dels § 224, jf. til dels § 21, og straffelovens § 230 og straffelovens § 235, stk. 2) – forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje af barn under 12 år under særligt skærpende omstændigheder samt optagelse og besiddelse af børnepornografisk film med forsæt til salg eller udbredelse – samt straffelovens § 232, § 123 og § 261, stk. 2, jf. stk. 1 – blufærdighedskrænkelse, vidnetrusler og langvarig frihedsberøvelse af barn,
ved den 26. oktober 2012 i tidsrummet mellem ca. kl. 14.20 og kl. 15.35 i Øster Skerninge og omegn på Fyn med helt eller delvis tildækket ansigt, over for den 11-årige B (født den 23. juni 2001)
a) ved magt at have berøvet B hendes frihed, idet han på Brunsvej kørte sin bil ind foran hende, greb fat i hende og bar hende hen til bilen, hvor han satte hende på bagsædet, tog hendes mobiltelefon og trak en mørk halsedisse ned over hendes ansigt og bandt hendes hænder på ryggen med strips, hvorefter han udsatte hende for det i forhold 2 b – 2 f beskrevne og derefter efterlod hende på Sømarksvej.
b) ved i bilen under anvendelse af vold, trusler og den i situationen liggende trussel om anvendelse af vold, at have forsøgt at voldtage B, idet han flere gange, efter at han havde taget hendes bukser og trusser af og smurt creme på hendes kønsdele, forsøgte at presse sin penis op i hendes skede, hvilket mislykkedes,
c) ved i bilen under anvendelse af vold, trusler og den i situationen liggende trussel om anvendelse af vold, at have udsat B for andet seksuelt forhold end samleje, idet han flere gange stak en eller flere fingre op i hendes skede, ligesom han masserede hendes klitoris og slikkede hende på kønsdelene,
d) ved i bilen at have krænket Bs blufærdighed, idet han flere gange kyssede hende og stak sin tunge ind i hendes mund, ligesom han flere gange såvel uden på som inden for tøjet befølte hende på kroppen og brysterne,
e) ved i bilen at have optaget og efterfølgende besiddet hele eller dele af det i forhold 2 a – 2 d beskrevne med et kamera med henblik på udbredelse, hvilket var egnet til at krænke Bs blufærdighed.
f) ved i bilen i anledning af Bs forventede forklaring til politiet eller i retten om det i forhold 2 a – 2 e passerede, at have truet hende ved adskillige gange at sige, at hun ikke måtte sige noget til nogen, idet han ellers ville finde ud af, hvor hun boede, eller lignende, hvilket efter det passerede var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv, helbred eller velfærd.
3.
overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, og stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225, straffelovens § 226 og § 235, stk. 2 (tidligere § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 1, jf. til dels § 224, og straffelovens § 230 og § 235, stk. 2) – voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje af barn under 12 år under særligt skærpende omstændigheder samt optagelse og besiddelse af børnepornografisk film med forsæt til salg eller udbredelse – samt straffelovens § 232 og § 261, stk. 2, jf. stk. 1 – blufærdighedskrænkelse og langvarig frihedsberøvelse af barn
ved den 14. november 2012 i tidsrummet mellem ca. kl. 15.00 og kl. 17.00 i Refsvindinge og omegn på Fyns med helt eller delvist tildækket ansigt, over for den 10-årige C (født den 20. juli 2002)
a) ved magt at have berøvet C hendes frihed, idet han, da C kom cyklende på Longvej, kørte sin bil ind foran hende, rev hende af cyklen og bar hende hen til sin bil, hvor han anbragte hende på bagsædet af bilen, trak en mørk halsedisse ned over hendes ansigt og bandt hendes hænder på ryggen med strips, hvorefter han udsatte hende for det i forhold 3 b – 3 e beskrevne og derefter efterlod hende på Longvej/Nyborgvej,
b) ved i bilen under anvendelse af vold, trusler og den i situationen liggende trussel om anvendelse af vold, at have voldtaget C, idet han, efter at have afklædt hende bukser og trusser og smurt creme på hendes kønsdele, én eller flere gange pressede sit lem op i hendes skede, selv om hun flere gange sagde, at hun ville hjem til sin mor, eller lignende,
c) ved i bilen under anvendelse af vold, trusler og den i situationen liggende trussel om anvendelse af vold, at have udsat C for andet seksuelt forhold end samleje, idet han masserede hendes kønsdele med en dildo, som han efterfølgende én eller flere gange stak op i hendes skede, ligesom han masserede hendes klitoris samt slikkede hende på kønsdelene,
d) ved i bilen at have krænket Cs blufærdighed, idet han flere gange kyssede hende og stak sin tunge ind i hendes mund, ligesom han flere gange såvel uden på som inden for tøjet befølte hende på kroppen og på brysterne, og
e) ved i bilen at have optaget og efterfølgende besiddet hele eller dele af det i forhold 3 a – 3 d beskrevne med et kamera med henblik på udbredelse, hvilket var egnet til at krænke Cs blufærdighed.
4.
overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225, jf. i det hele jf. § 21, (tidligere § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 2, og stk. 3, jf. stk. 1, jf. til dels § 224, jf. i det hele § 21) – forsøg på voldtægt af og forsøg på andet seksuelt forhold end samleje med barn under 12 år under særligt skærpende omstændigheder – samt straffelovens § 232, jf. § 21, og § 261, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21 – forsøg på blufærdighedskrænkelse og forsøg på langvarig frihedsberøvelse af barn,
ved på et ikke nærmere oplyst tidspunkt og på et ukendt sted på Fyn eller andet sted med forsæt at have forsøgt
a) at berøve en eller flere ukendte piger friheden, idet han havde planlagt at finde en pige, som var alene, for derefter at anbringe pigen i sin bil, binde pigen fast, hvorefter han
b) ved vold, trusler og den i situationen liggende trussel om anvendelse af vold ville voldtage pigen og udsætte pigen for andet seksuelt forhold end samleje, idet han havde planlagt at indføre en dildo i pigens skede, og
c) at krænke pigens blufærdighed, idet han havde planlagt at ville kysse og beføle pigen,
idet han i perioden fra november 2012 og frem til den 1. juli 2013 kørte i bil rundt på Fyn for at finde en pige, ligesom han havde lejet garage beliggende Schacksgade 42 i Odense, havde anskaffet sig håndjern, håndjern med kæde, sejlgarn, strips, krokodillenæb, læderrem med gummikugle, hundesnor, skammel/hård pude og en ca. 40 cm lang plastiskstang med boa-lignende vedhæng, som han havde planlagt at anvende ved frihedsberøvelse, voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje, hvilket mislykkedes på grund af udefrakommende omstændigheder, og fordi han den 1. juli 2013 blev anholdt af politiet.
5.
overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, jf. til dels stk. 1 – besiddelse og delvis videreoverdragelse af børnepornografisk materiale
ved i tiden forud for den 1. juli 2014 på adressen Skippervænget 10 i Odense, på to harddiske, en af ukendt mærke og en af mærket Samsung, og en pc af mærket Antec at have besiddet 100.034 pornografiske billeder og film af personer under 18 år, herunder
a) 65.287 billeder og 2.835 film kategoriseret som værende billeder og film med fokusering på kønsdelene, onani og anden egen seksuel berøring, hvor barnet fremstår alene på billederne (kategori 1),
b) 23.728 billeder og 6.169 film kategoriseret som værende billeder og film, der viser samleje og andet seksuelt forhold end samleje, samt tilfælde hvor børn udsættes for befølinger af seksuel karakter, og hvor børn indfører fingre eller redskaber i egne kønsåbninger (kategori 2), og
c) 1.683 billeder og 332 film kategoriseret som værende billeder og film af særligt grove seksuelle forhold, hvor børnene fremstår som udsat for voldtægt, tvang eller lignende, hvor børns liv fremstilles som udsat for fare, grov vold eller for alvorlig skade, eller som udsat for seksuel omgang med dyr, samt tilfælde hvor den seksuelle aktivitet involverer et barn, der fremstår som mellem 0 og 3 år (kategori 3),
ligesom han i mindst 6 tilfælde havde udbredt pornografiske film af personer under 18 år, hvoraf en film er kategoriseret som kategori 1, og fem film er kategoriseret som kategori 2 som beskrevet ovenfor.
6.
overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 6, jf. til dels straffelovens § 21 – udvikling og besiddelse samt anvendelse og forsøg på anvendelse af sprængstoffer under særligt skærpende omstændigheder,
ved i tiden frem til den 1. juli 2014 på Skippervænget 10 i Odense under særligt skærpende omstændigheder at have udviklet og besiddet sprængstofferne ammoniumpicrat, blyazid, EGDN, ETN, mannitolhexanitrat, nitrocellulose, nitroglycerin, PETN, picrinsyre, RDX, røgsvagt krudt, sort krudt og ureanitrat, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, ligesom han havde anvendt og forsøgt at anvende sprængstoffer til sprængning,
a) i alle tre tilfælde ved Kærbygade i Agedrup – to tilfælde ved en træstamme samt et forsøg på jorden,
b) i to tilfælde ved Zachariasvænget i Odense – ved fjernvarmeværket i et hul i en betonklods samt i et grønt område på en flise,
c) i to tilfælde ved Elmelundsvej i Odense – ved indgangen til et gasdepot, og i fem tilfælde ved Bøllemosegyden i Blommenslyst – et tilfælde ved en brønd samt fire tilfælde i et skovområde.
7.
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1 – ved grov kådhed eller lignende hensynsløs måde at forvolde fare for andres liv eller førlighed
ved i tiden frem til den 1. juli 2013 på adressen Skippervænget 10 i Odense på hensynsløs måde eller ved grov kådhed at have undladt at opbevare og håndtere de i forhold 6 nævnte sprængstoffer med fornøden forsigtighed, hvorved han inden for en radius af ca. 100 meter fra stedet voldte nærliggende fare for andres liv eller førlighed, og hvorved der den 1. juli 2013 udbrød brand.
8.
overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 nr. 2, nr. 3, nr. 8 og nr. 9 – tilvirkning og besiddelse af skydevåben og besiddelse af ammunition, våbendele samt gas- og signalvåben under særligt skærpende omstændigheder,
ved i tiden frem til den 1. juli 2013 ca. kl. 17.15 på adressen Skippervænget 10 i Odense under særligt skærpende omstændigheder og uden politiets tilladelse at have været i besiddelse af
a) en pistol af mærket Rôhm, model RG96, kaliber 9 mm, som var omdannet fra en gas- og signalpistol,
b) en halvautomatisk pistol af mærket ESC/ISSC, model M22, forsynet med lasersigte, som var omdannet fra en gas- og signalpistol,
c) en halvautomatisk pistol af mærket Erma-Werke, kaliber 22 LR, forsynet med lyddæmper og skarpladt med 3 patroner, som var omdannet fra en gas- og signalpistol,
d) en revolver af mærket Zoraki, model R1, kaliber 4 mm Rand,
e) ammunition i form af mere end 1.800 stk. skarpe patroner, ca. 500 stk. rundkugler til luftgevær, ca. 700 stk. hagl til luftgevær, mere end 1.000 stk. fænghætter og 24 stk. pile til luftgevær, samt ca. 50 stk. patronhylstre og ca. 600 stk. projektiler,
f) våbendele i form af flere pistolmagasiner,
g) en gas/signalpistol af mærket Walther PK380,
h) en gas/signalpistol af mærket Zoaki, model 906 med adapter, og
i) en knald/signal maskinpistol af mærket Zoraki, model 925.
9.
overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 57, stk. 4, jf. § 16, stk. 1, nr. 1 og nr. 11 (tidligere våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15,s tk. 1, nr. 1, og nr. 11) – ulovlig besiddelse af stikvåben m.m.,
ved den 1. juli 2013 ca. kl. 17.15 på adressen Skippervænget 10 i Odense uden anerkendelsesværdigt formål og uden politiets tilladelse at have været i besiddelse af 5 sabler og 4 bajonetter samt 1 CS-gasspray.
10.
overtrædelse af fyrværkerilovens § 7, stk. 1, nr. 2, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 – opbevaring af pyrotekniske artikler,
ved den 1. juli 2013 ca. kl. 17.15 på adressen Skippervænget 10 i Odense at have været i besiddelse af mere end 600 stk. skarpe signalpatroner.
11.
overtrædelse af bekendtgørelse af euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, bilag 1, liste A, nr. 1 – besiddelse af hash,
ved den 1. juli 2013 på adressen Skippervænget 10 i Odense at have været i besiddelse af 5,1 gram hash til eget brug.
Af dommen fremgår følgende:
Rettens begrundelse og afgørelse
Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Retslægerådets erklæring, at tiltalte efter rådets opfattelse ikke er sindssyg eller kan antages at have været det i tidsrummet for de i sagen omhandlede forhold.
Tiltalte er derfor ikke straffri.
Ad forhold 1
A har forklaret, at hun havde været i byen med nogle venner, og hun var på vej hjem. Efter at hun havde fulgtes med to veninder, fortsatte hun alene til fods ad Odensevej, hvor en ældre bordeaux stationcar kørte op på siden af hende. Bilen standsede, og føreren kom hen mod hende og greb fat i hende. Hun havde hovedet under hans arm, og hun forsøgte at bide ham 2 gange. Hun råbte meget højt “you are not fucking taking me”; hvorefter hun trak sig baglæns og kom fri.
A har ved en fotokonfrontation med stor sikkerhed udpeget tiltalte som gerningsmanden, ligesom hun genkendte tiltalte i retten.
As forklaring støttes af, at tiltalte på det tidspunkt havde en bordeaux stationcar, og at tiltale i sine notater skrev “en stor pige i min egen hjemby, som kan kradse, skrige, rive og bide. Den eneste jeg har prøvet skreg som en stukket gris så det kunne høres flere kilometer væk”.
Vidnet D har forklaret, at han bor Odensevej 118, og han vågnede ved, at en kvinde skreg meget højt “Fuck you” eller lignende. Odensevej er godt belyst.
Retten finder det herved bevist, at det var tiltalte, der overfaldt A. Retten har tillige lagt vægt på, at fremgangsmåden var den samme, som tiltalte har erkendt at have anvendt i forhold 2 og 3, og henset til tiltaltes øvrige erkendelser i forhold 2 og 3, er det bevist, at tiltalte havde til hensigt at frihedsberøve og forsøge at voldtage A.
Tiltalte er derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 261, stk. 1, jf. § 21.
Ad forhold 2
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 2a, 2c, 2d og 2f.
Ad forhold 2b
Tiltalte har i grundlovsforhøret den 10. juli 2013 forklaret, at han tog bukser og underbukser af B, og han slikkede hende i kønsdelen. Han stak en finger op i hende, og han legede med sig selv, mens han legede med hende. Han prøvede at onanere sig selv, men han blev ikke stiv. Han tog creme på hendes kønsdel, og han rørte med sin penis på hendes klitoris. Han troede, at det kunne lykkes ham at få bugt med sine seksuelle problemer.
Henset hertil samt til at tiltalte i sine notater blandt andet har skrevet, at hans potens ikke har fungeret ordentligt en eneste gang, finder retten, at det er bevist, at tiltalte havde til hensigt at voldtage B, men at det ikke lykkedes, da han ikke kunne få tilstrækkelig rejsning.
Under hensyn til at B kun var 11 år, at hun var frihedsberøvet og lukket inde i en bil i cirka 1 time og 15 minutter, at hun havde en halsedisse for øjnene, og at hun var bagbundet på hænderne, finder retten, at voldtægtsforsøget fandt sted under særligt skærpende omstændigheder.
Tiltalte anses derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21.
Ad forhold 2e
Tiltalte har i grundlovsforhøret den 10. juli 2013 afgivet en troværdig og detaljeret forklaring om, hvorledes han optog episoden med et kamera, der lå løst i hans taske. Han havde stillet det i bilen, mens det foregik. Han satte kameraet fast mellem hovedstøtten og ryglænet på forsædet, så det pegede mod bagsædet, og han flyttede det på et tidspunkt, da han selv var i vejen for det hele tiden. Han optog episoden for at kunne se det senere. Han ville ikke dele det med andre. Han lagde det ind på sin computer, da han kom hjem.
Det fremgår blandt andet af tiltaltes notater “Når jeg tjener 2,5 dollars på at poste andres klip, så det er utopi at tro, at jeg vil kunne tjene noget i nærheden at noget jeg kunne leve af med de to klip jeg har”:
Uanset at der ikke er fundet videoklip af B på tiltaltes computere, finder retten det bevist, at tiltalte optog det i forhold 2a-2d beskrevne med et kamera, men det er ikke bevist, at dette skete med henblik på udbredelse.
Tiltalte anses derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, men frifindes for overtrædelse af straffelovens § 226.
Ad forhold 3
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 3a, 3c og 3d.
Ad forhold 3b
Tiltalte har i grundlovsforhøret den 10. juli 2013 forklaret, at han tog bukser og underbukser af C. Han stak en finger op i hende, og han brugte en dildo på hende. Han brugte creme på hende, og han indførte dildoen i hendes skede. Hun sagde, at det var ubehageligt, og han masserede hende udenpå i stedet. Han kyssede hende på munden. Han mener ikke, at han rørte med sin penis ved pigen.
Tiltalte har i retten forklaret, at han nussede hendes kønsdel. Han husker ikke, om han havde fingeren oppe i hendes skede.
Det fremgår af personundersøgelsen af C, at der sås en udrift ved skedeåbningen, og der var en frisk blødning fra læsionen. Der sås et blodunderløbent mærke i jomfruhinden, og der sås en mindre udrift. Der blev fundet en sædcelle ved skedeindgangen.
Retsmediciner Jørgen Thomsen har forklaret, at der ikke var indikationer på, at der har været en penis oppe i C. Det er mere sandsynligt, at læsionerne skyldes en finger eller en stump genstand. Sædcellen kan være kommet op til skeden, ved at den er kommet fra tiltaltes fingre til dildoen, der blev anvendt.
C har under sin forklaring forklaret om en vibriende genstand, der blev anvendt på hendes kønsdel og i hendes skede.
Efter bevisførelsen er det ikke godtgjort, at tiltalte har haft sin penis oppe i skeden på C.
Efter sagens oplysninger finder retten det bevist, at tiltalte havde til hensigt at voldtage C, men at det ikke lykkedes, idet han ikke kunne få tilstrækkelig rejsning.
Retten har herved lagt vægt på det under forhold 2b nævnte notat, hvorefter tiltaltes potens ikke har fungeret ordentligt.
Under hensyn til at C kun var 10 år, at hun var frihedsberøvet og lukket inde i en bil i cirka 2 timer, at hun havde en halsedisse for øjnene, og at hun var bagbundet på hænderne, finder retten, at voldtægtsforsøget fandt sted under særligt skærpende omstændigheder.
Tiltalte anses derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21.
Ad forhold 3d
Tiltalte har i grundlovsforhøret den 10. juli 2013 forklaret, at han også filmede denne pige. Han gjorde ikke noget for, at det skulle blive en bedre optagelse. Det var kun klip, han optog. Det var mørkt det meste af tiden, så det var besværligt. Han optog noget af det.
Som anført under forhold 2e fremgår det af tiltaltes notater, at han ikke kan leve af de to klip, han har.
Under hensyn til at tiltalte i retten den 10. juli 2013 afgav en troværdig og detaljeret forklaring om, hvorledes han optog episoderne med pigen, anses tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.
Det er ikke bevist, at tiltalte foretog optagelserne med henblik på udbredelse, og tiltalte frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 226.
Ad forhold 4
Indledningsvis bemærkes, at retten finder, at anklageskriftets formulering opfylder betingelserne i retsplejelovens § 834.
Det fremgår af sagens oplysninger, at tiltalte lejede en garage den 1. december 2012. Lejemålet blev ophævet på grund af manglende lejebetaling, og tiltalte blev udsat af garagen den 10. april 2013.
Ved ransagning af tiltaltes bil den 1. juli 2013 blev der fundet en rygsæk, der indeholdt 2 dildoer, strips, krokodillenæb, pisk, sort halvmaske, flaske med massageolie og 2 bolde fremstillet af elastikbånd. Der blev endvidere fundet snor og en skammel i bilens varerum.
Det fremgår af tiltaltes talrige notater i tekstfiler, at han kører rundt og leder efter piger, men at der ikke opstår en chance for at tage dem.
Det fremgår endvidere af tekstfiler oprettet den 26. og 27. november 2012, at tiltalte vil leje en garage med henblik på at indrette den og tage pigerne med derhen. Tiltalte beskriver således, at han skal have fat i en garage med port et ikke alt for befærdet sted, og at han skal ringe på en garage i Schacksgade. Han beskriver endvidere, hvad han vil gøre ved pigerne, herunder hvorledes han vil anvende de effekter, der blev fundet i rygsækken i hans bil.
Efter det således foreliggende finder retten det bevist, at tiltalte i perioden fra november 2012 til 1. juli 2013 kørte i bil rundt på Fyn for at finde en pige, som han havde planlagt at frihedsberøve, voldtage og foretage andet seksuelt forhold med, men det lykkedes ikke på grund af udefrakommende omstændigheder, og fordi tiltalte blev anholdt den 1. juli 2013.
Tiltalte anses således skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Ad forhold 5
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Ad forhold 6
Tiltalte har erkendt at have udviklet, besiddet og anvendt de i anklageskriftet nævnte sprængstoffer, dog ikke under særligt skærpende omstændigheder.
Det fremgår af fotos fra tiltaltes lejlighed og af ransagningsrapporten, at der blev fundet de i anklageskriftet anførte sprængstoffer og kemikalier, og at de blev opbevaret i glas og plastikbøtter og på anden måde, idet der også blev fundet kemikalier, der lå til tørre på papir.
Det fremgår af farlighedserklæring udarbejdet af Ammunitionsrydningstjenesten, at der i tiltaltes lejlighed blev fundet både primære, sekundære og tertiære sprængstoffer, og at tiltalte havde adgang til at fremstille en bombe med en hovedladning på minimum 983 gram. Der blev udover ureanitrat fundet 25 mindre prøver af sprængstof, fordelt med 22 af primær spræng-stoftypen og 3 af sekundær sprængstoftypen. Sikkerhedsafstanden til en sådan mængde sprængstof varierer fra 50 til 400 meter. Sprængstofferne blev ikke opbevaret korrekt, og statisk elektricitet, brug af åben ild og lignende ville kunne medføre fare for utilsigtet antændelse.
I en supplerende farlighedserklæring er det anført, at den største samlede mængde primær sprængstof var 60-80 gram, og det vurderes, at fareområdet har været 50-100 meter. Det vurderes, at der ville have været livsfare for personer, der opholdt sig i rummet ved sprængning af 60-80 gram spræng-stof.
Det er endvidere vurderet, at tiltalte ved sine prøvesprængninger foretaget på forskellige lokationer har bragt andre mennesker i fare, idet tiltalte ikke har foretaget de fornødne sikkerhedsforanstaltninger.
Herefter og i overensstemmelse med farlighedserklæringerne finder retten, at tiltalte har opbevaret og anvendt sprængstoffer samt forsøgt at anvende disse under særligt skærpende omstændigheder, og tiltalte anses skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Ad forhold 7
Det fremgår af konklusionen i den udarbejdede farlighedserklæring, at det er overvejende sandsynligt, at der har været ekstraordinær fare for redningsberedskabet, såfremt de i forbindelse med slukning af den opståede brand opholdt sig i rummet, hvor der blev opbevaret sprængstoffer, idet en del af sprængstofferne er meget følsomme over for påvirkning, herunder af flammer og varme.
Herefter og idet tiltalte ikke advarede brandberedskab eller politi om, at der befandt sig betydelige mængder sprængstoffer og kemikalier i hans lejlighed i forbindelse med, at der opstod brand, finder retten, at tiltalte udsatte deres liv og førlighed for fare.
Tiltalte anses således skyldig i overtrædelse af straffelovens § 252.
Ad forhold 8
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 8a-8d, idet han har erkendt besiddelse og tilvirkning af våben, men ikke at det er sket under særligt skærpende omstændigheder.
Det fremgår af sagens oplysninger, at tiltaltes våben blev fundet i hans lejlighed, hvor de lå i stuen og i et skab. Den ene pistol af mærket Erma-Werke kaliber 22 LR var skarpladt med 3 patroner.
Tiltalte har forklaret, at han afskød pistolen af mærket ISSC, mens han var i Bøllemosegyden, idet han skød mod et træ og ned en i en sø.
Da tiltalte således har opbevaret flere skydevåben, herunder en skarpladt pistol på sin bopæl, hvor våbnene lå frit tilgængeligt, og da han har affyret et skydevåben på offentligt sted, har tiltalte besiddet de anførte våben under særligt skærpende omstændigheder.
Tiltalte anses derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenloven.
Ad forhold 8e
Efter sagens oplysninger finder retten, at den i anklageskriftet nævnte ammunition er omfattet af våbenloven, dog ikke 500 stk. rundkugler til luftgevær og 24 stk. pile til luftgevær, og tiltalte frifindes for overtrædelse af våbenloven for så vidt angår den del af tiltalen.
Forhold 8f, 8g, 8h og 8i
Da tiltalte ikke har våbentilladelse, kunne tiltalte ikke lovligt besidde de nævnte effekter og pistoler, der alle er omfattet af våbenloven.
Tiltalte anses derfor tillige skyldig for så vidt angår den del af tiltalen.
Ad forhold 9, 10 og 11
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Under henvisning til det oven for anførte anses tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet med følgende undtagelser:
Tiltalte er i forhold 2 og 3 frifundet for at have haft til hensigt at udbrede de optagelser, han foretog af B og C.
Tiltalte er i forhold 3 frifundet for fuldbyrdet voldtægt og alene dømt for forsøg på voldtægt mod C.
I forhold 8e er 500 stk. rundkugler til luftgevær og 24 stk. pile til luftgevær ikke omfattet af våbenloven.
Det fremgår af Retslægerådets erklæring, at Retslægerådet under hensyntagen til karakteren den begåede kriminalitet og tiltaltes personlighedsmæssige egenart finder, at tiltalte må antages at frembyde en sådan nærliggende fare for andre menneskers liv, legeme, helbred og frihed, at anvendelse af forvaring, jf straffelovens § 70, er nødvendig for at imødegå denne fare.
Under henvisning hertil finder retten, at betingelserne for forvaring er opfyldt, jf. straffelovens § 70, stk. 1 og 2.
Retten følger derfor anklagemyndighedens subsidiære påstand om forvaring, jf straffelovens § 70, stk. 1 og stk. 2.
Retten følger påstanden om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, dog således, at der ikke foretages konfiskation af 500 stk. rundkugler til luftgevær og 24 stk. pile til luftgevær.
Efter retsformandens bestemmelse tages de nedlagte påstande om erstatning og godtgørelse for tort til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Tiltalte idømmes forvaring.
Hos tiltalte konfiskeres
Forhold 1-4: En personbil af mærket Mitsubishi med reg.nr. FK 88.493, en mørk halsedisse, strips, creme, dildoer, håndjern, håndjern med kæde, sejlgarn, krokodillenæb, læderrem med gummikugle, hundesnor, skammel/hård pude og en ca. 40 cm lang plastikstang med boa-lignende vedhæng.
Forhold 5: To harddiske, en af ukendt mærke (koster nr. 501) og en af mærket Samsung, samt en pc af mærket Antec.
Forhold 6: Ammoniumpicrat, blyazid, EGDN, ETN, mannitolhexanitrat, nitrocellulose, nitroglycerin, PETN, picrinsyre, RCX, røgsvagt krudt, sort krudt og ureanitrat, guanidinitrat, hexamin, kaliumchlorat, kaliumnitrat, kaliumperchlorat, kaliumpermanganat, kulstof, magnesiumpulver, natriumazid, pentaerythritol, rødt phosphor, salpetersyre, strontiumnitrat, sukker, svovlpulver, urea, samt de i analyserapport 2013/030276 fra Beredskabsstyrelsen af 15. november 2013, appendiks 3, tabel 4, nævnte kemikalier.
Forhold 8 a: En pistol af mærket Rôhm (KT 145/koster nr. 504)
Forhold 8 b: En halvautomatisk pistol af mærket ESC/ISSC (KT 157/koster nr. 609)
Forhold 8 c: En halvautomatisk pistol af mærket Erma-Werke (KT 149/koster nr. 508)
Forhold 8 d: En revolver af mærket Zoraki (KT 150/koster nr. 509)
Forhold 8 e: Mere end 1.800 stk. skarpe patroner, ca. 700 stk. hagl til luftgevær, mere end 1.000 stk. fænghætter, samt ca. 50 stk. patronhylstre og ca. 600 stk. projektiler.
Forhold 8 f: Våbendele i form af flere pistolmagasiner.
Forhold 8 g: En gas/signalpistol af mærket Walther PK380 (KT 144/koster nr. 503)
Forhold 8 h: En gas/signalpistol af mærket Zoaki, model 906 med adapter (KT 146/koster nr. 505).
Forhold 8 i: En knald/signal maskinpistol af mærket Zoraki, model 925 (KT 151/koster nr. 510)
Forhold 9: 5 sabler (koster nr. 107, 109, 110, 111 og 112), 4 bajonetter (koster nr. 104, 105, 108 og 621) samt 1 CS-gasspray.
Forhold 10: mere end 600 stk. skarpe signalpatroner.
Forhold 11: 5,1 gram hash.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage betale 103.200 kr. med procesrente fra den 27. november 2014 til B v/advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen.
Tiltalte skal inden 14 dage betale 100.000 kr. med procesrente fra den 26. november 2014 til C v/advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen.

Hvad synes du om dommen?

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •