Fængsel i 12 år for at dræbe sin kone

Retten på Frederiksberg

Retten på Frederiksberg har i dag i en tilståelsessag idømt en 35-årig mand 12 års fængsel for at dræbe sin kone med knivstik.
Den 35-årige mand var tiltalt for den 5. januar 2015 om formiddagen på Philip Schous Vej på Frederiksberg at have dræbt sin kone med knivstik.

Drabet skete på mandens bopæl, hvor parret for nylig havde genoptaget samlivet. De havde haft et meget kortvarigt ægteskab med mange skænderier og var gået fra hinanden i oktober 2014.

Sagen blev behandlet som en tilståelsessag af én juridisk dommer, da manden erkendte sig skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen blev fastsat til fængsel i 12 år. Den 35-årige blev endvidere frakendt retten til at arve sin kone eller modtage forsikringssummer eller pensioner, der kommer til udbetaling i anledning af konens død.

Ved dommen blev den 35-årige mand også dømt til at erstatte den dræbtes mor de udgifter, hun havde haft i forbindelse med begravelse af datteren.

Den dømte modtog dommen.

Den dømte, der har været varetægtsfængslet siden den 5. januar 2015, blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Sagen har journalnummer SS-6127/2015.

Hvad synes du om dommen?

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •