Dom for at besidde og betale med falske penge

Retten i Glostrup

To mænd på henholdsvis 30 og 24 år er ved retten i Glostrup dømt for i flere tilfælde at have anvendt falske 500 kronesedler.

Politiet blev opmærksomme på sagen, da de i juni 2013 tilfældigt standsede de to mænd i en bil i Albertslund. I bilen fandt politiet 6 falske 500 kronesedler. Politiets efterforskning førte til, at de to blev sigtet for flere forhold, hvor lignende falske 500 kronesedler var blevet brugt.

De to mænd blev begge dømt for at have været i besiddelse af de 6 sedler i bilen og for en uge forinden at have købt en Ipad af en privat person og betalt med falske pengesedler.

Den 30-årige blev desuden fundet skyldig i at have betalt med falske penge, da han købte en telefon af en privat person for 2.500 kroner, og da han købte en knallert af en anden privat person for 7.000 kr. Da han blev anholdt af politiet, udgav han sig for at være en anden og forsøgte i øvrigt at stikke af fra politiet. Også disse forhold blev han straffet for. Retten fastsatte hans straf til fængsel i 6 måneder. Da det er en meget alvorlig forbrydelse af forfalske penge eller bruge falske penge til at betale med, fandt retten ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Den 24-årige blev desuden fundet skyldig i to gange at have købt Oddset og hver gang betalt med to falske 500 kronesedler. Denne tiltalte er blevet mentalundersøgt og er fundet sindssyg. Han kan derfor ikke straffes med fængsel, men blev i stedet dømt til psykiatrisk behandling.

En tredje ung mand var af politiet tiltalt for sammen med de to andre at have besiddet falske penge i bilen. Anklagemyndigheden kunne dog ikke bevise, at han var en del af denne forbrydelse, og efter anklagemyndighedens indstilling blev han derfor frifundet af retten.

Den 24-årige modtog sin dom.

Den 30-årige overvejer, om han vil anke dommen.

Dom afsagt den 29. april 2015

SS 9273/2014

Hvad synes du om dommen?

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •