30-årig mand idømt 12 års fængsel for skuddrab

Retten i Glostrup

Et enigt nævningeting ved Retten i Glostrup har den 20. april 2015 fundet en 30-årig mand skyldig i manddrab ved den 12. april 2014 at have skudt en 21-årig mand med et pistolskud. Der var enighed om at idømmme ham fængsel i 12 år.

Den 12. april 2014 kørte den 21-årige mand sammen med to venner til Rybjerg Alle i Herlev for at købe nog­le hashklumper. Da de havde købt hashen og skulle til at køre fra stedet, kom en mand hen til bilen, og der opstod en ordveksling om, hvor de kom fra, og den 21-årige mand steg ud af bilen.
En 30-årig mand, som havde holdt sig i baggrunden, og som ikke havde talt med de tre mænd i bilen, affyre­de herefter med en pistol på kort afstand et skud mod den 21-årige mand, som blev ramt i brystet. Den 21-årige mand afgik kort efter ved døden. Efter at have skudt den 21-årige mand pegede den 30-årige mand kortvarigt med pistolen på de to andre mænd i bilen. Den 30-årige mand var tillige tiltalt for forsøg på mand­drab i forhold til disse to mænd, men blev frifundet herfor, da retten ikke fandt, at han havde haft forsæt til at dræbe dem.

Den 30-årige mand havde nægtet sig skyldig og havde anført, at han slet ikke havde været på gernings­stedet, da drabet blev begået. Efter beviserne i sagen blev det fastslået, at den 30-årige mand havde været på gernings­sted­et, og at det var ham, som skød. Et muligt motiv til drabet blev ikke nærmere klarlagt under sagen.

Den 30-årige mand udbad sig betænkningstid med hensyn til eventuel anke.

Rettens nr. er 15-11864/2014

Hvad synes du om dommen?

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •