2½ år for bl.a. grov vold og trusler mod tidligere hustru

Retten i Glostrup den 30-09-2011

Manden havde pr. sms i foråret 2011 truet sin tidligere hustru på livet. Manden følte sig gennem længere tid truet af hustruens familie og besluttede sig for at give hende en lærestreg. Den 5. april om morgenen gik han med en køkkenkniv og en flaske med eddikesyre hen til det boligområde, hvor hun boede og ventede i naboopgangen i 1½ – 2 timer på, at hustruen skulle forlade lejligheden. Da hustruen kom, løb han efter hende, og da hun lå ned stak han hende med kniven 3 gange i låret og 1 gang i brystregionen. Herefter hældte han eddikesyre over hendes ansigt og overkrop, og forlod stedet.

Manden erkendte sig skyldig i at have hældt eddikesyre over den tidligere hustru og at have stukket hende 3 gange med kniv i låret, men forklarede, at han ikke havde til hensigt at stikke hende i brystregionen.

En enig domsmandsret fandt manden skyldig i at have stukket den tidligere hustru 3 gange med kniv i låret og 1 gang i brystregionen, og idømte manden 2½ års ubetinget fængsel. Ved strafudmålingen lagde domsmandsretten vægt på, at overfaldet var planlagt og forberedt, at der var tale om et særdeles voldeligt overfald med flere knivstik og overhældning af syre mod bl.a. ansigtet, samt at manden tidligere er straffet for vold. Domsmandsretten lagde også vægt på, at hustruen efter de lægelige oplysninger, der er i sagen, ikke forventes at få varige mén af de skader, hun fik ved overfaldet.

Hustruen blev tilkendt godtgørelse for tort på 10.000 kr. og erstatning.

Manden modtog dommen, som også omfattede trusler mod fængselsbetjente og overtrædelse af våbenloven.

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •