13 TILTALTE ER DØMT FOR GROFT BEDRAGERI, GROFT DATABEDRAGERI OG GROFT SKATTEBEDRAGERI FOR OP TIL 10,4 MIO. KR.

Retten i Lyngby

12 AF DE TILTALTE, DER ER RUMÆNSKE STATSBORGERE, ER ENDVIDERE DØMT FOR MENNESKEHANDEL.
Retten i Lyngby har den 14. marts 2016 idømt fængselsstraffe på op til 7 år og 11 måneder. Dommen er den anden i operation ”Hvepsebo”

I sagen var der rejst tiltale mod 12 rumænske statsborgere og en dansk statsborger for bl.a. menneskehandel – begået overfor 26 personer – samt groft bedrageri, groft databedrageri og groft skattebedrageri.

Sagen er en del af den såkaldte operation ”Hvepsebo”. To tilsvarende sager er under behandling ved Retten i Glostrup og som ankesag i Østre Landsret.
Sagen har været behandlet over 49 dage, og der har været afhørt et stort antal vidner, herunder 18 vidner, der kom rejsende fra Rumænien.

Retten kom frem til, at de 12 rumænske tiltalte – i forskellige perioder – i forhold til 19 personer kunne dømmes for menneskehandel.

For de 19 udnyttede personers vedkommende var det bevist, at de tiltalte havde rekrutteret, transporteret, huset og udnyttet dem til at begå kriminalitet. For 16 af de 19 personer var det bevist, at personerne blev rekrutteret under falske løfter om at opnå arbejde. I stedet blev deres personlige oplysninger, ID-papirer, NEM-ID mv. anvendt til at foretage kriminalitet. For alle 19 personer fandtes det bevist, at der var anvendt anden utilbørlig fremgangsmåde i forhold til personerne. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at de tiltalte optrådte med autoritet i forhold til personerne, at flere af personerne enten havde været udsat for eller overværet vold og trusler fra flere af de tiltaltes side, at personernes bolig blev holdt under opsyn, ligesom personerne blev flyttet rundt til nye adresser mv. De tiltalte blev således dømt for overtrædelse af straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 5, i forhold til alle 19 personer og for overtrædelse af straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 4, i forhold til 16 af personerne.

De 13 tiltalte blev alle dømt for groft bedrageri, groft databedrageri og groft skattebedrageri for samlede beløb på mellem ca. 3,6 mio. kr. og ca. 10,4 mio. kr. begået over en samlet periode på ca. 14 måneder. Bedragerierne, databedragerierne og skattebedragerierne skete bl.a. under udnyttelse af 116 rumæneres identitetsoplysninger og uden disse personers viden herom. Der blev således oprettet lån på internettet, bestilt telefoner, bestilt kort med kreditmulighed, uden at de udnyttede rumænere var bekendt hermed. Endvidere blev der foretaget leasing af flere biler. De tiltalte blev også dømt for at have foretaget indberetning af fiktiv løn og skat på en række af 116 udnyttede personer, hvorved de tiltalte uberettiget fik udbetalt restskat eller forsøgte herpå.

De tiltalte blev idømt følgende straffe:

• Hovedmanden blev idømt 7 år og 11 måneders fængsel,
• 2 tiltalte blev idømt 7 års fængsel,
• 4 tiltalte blev idømt 6 års fængsel,
• 1 tiltalt blev idømt 5 års fængsel,
• 3 tiltalte blev idømt 4 års fængsel og
• 2 tiltalt blev idømt 3 års fængsel.

Ved strafudmålingen lagde retten bl.a. vægt på følgende:

”…

Ved strafudmålingen lægger retten for alle tiltalte afgørende vægt på, at der er sket domfældelse for omfattende, grove, systematiske og professionelt tilrettelagte bedragerier mv. over for en række firmaer og SKAT under svigagtig anvendelse af personlige identitetspapirer, NEM-ID mv. tilhørende de 116 rumænske personer, som er omhandlet af anklageskriftet.

Det er også indgået i vurderingen, at alle de tiltalte var klar over, at de 116 omhandlede personer blev transporteret til Danmark med det formål at udnytte personerne til strafbare formål. Det gælder også [tiltalte SH], som er blevet frifundet for menneskehandel i forhold til de 28 personer, som indgår i tiltalen i forhold 1-3.

Det er videre indgået i rettens vurdering, at de tiltalte i forbindelse med registreringen af de indrejsende rumænere hos myndighederne, hvor der skete fremvisning af fiktive ansættelseskontrakter mv. i meget betydeligt omfang har medvirket til afgivelse af urigtige erklæringer og oplysninger til offentlig myndighed.

Det er endvidere indgået i rettens vurdering, at der for 12 tiltaltes vedkommende er sket domfældelse for menneskehandel, hvor udnyttelsens grove karakter blandt andet har afspejlet sig i, at personerne har været huset under – til tider særdeles – usle eller kummerlige forhold, at de 12 tiltalte i deres adfærd overfor og interne omtale af personerne har udvist en betydelig ligegyldighed, nedladenhed og hensynsløshed over for disses velbefindende, og at personerne blev opfattet alene som et nødvendigt middel til at opnå et så stort økonomisk udbytte som muligt.

Det er også indgået i vurderingen, at der i et meget omfattende omfang er sket domfældelse for databedrageri og at denne form for kriminalitet kan undergrave tilliden til nem og sikker handel over internettet.

Det er endelig indgået som et skærpende moment, at kriminaliteten er begået af flere i forening og på tværs af landegrænser, herunder sammen med medgerningsmænd i Rumænien.

Selve bedragerierne, herunder over for SKAT, der for de enkelte tiltalte har angået beløb på mellem cirka 3.600.000 kr. og cirka 10.500.000 mio. kr., har båret præg af at være foretaget som led i en virksomhedslignende organisation, hvor de tiltalte har handlet i forening, været vidende om de øvrige tiltaltes roller og varetaget hver deres funktion med henblik på at maksimere udbyttet.

Retten har for så vidt angår tiltalte ED [hovedmanden] fastsat straffen i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, idet anklagemyndigheden ikke har påstået straffelovens § 88, stk. 1, bragt i anvendelse. Det er tillige indgået i vurderingen, at tiltalte er dømt for berigelseskriminalitet i udlandet.

…”

Sagen er behandlet under j.nr. SS 2726/2015.

Hvad synes du om dommen

Kommentar

Kommentar

  •  
  •  
  •  
  •